Siden landsholdsspilleren Nadia Nadim for nylig offentliggjorde sit nye hverv som ambassadør for VM i Qatar, har fodbolden endnu en gang været katalysator for en større debat om moral og mammon.
»Det er en stor ære at fortælle, at jeg officielt er FIFA World Cup-ambassadør! Jeg ser frem til at dele begejstringen med jer, mens vi arbejder frem mod turneringen,« skrev Nadim på Instagram.
Det sidste, begejstringen, har været til at overse. I stedet er fordømmelsen haglet ned over den 34-årige fodboldspiller, der er født i Afghanistan og har spillet 99 landskampe for Danmark. For hvorfor ønsker hun at promovere de kommende VM-værter fra Qatar, der behandler migrantarbejdere som kvæg, kriminaliserer homoseksualitet og knægter kvinders rettigheder?
»Det skal simpelthen koste hende en fyring fra landsholdet,« lynede B.T.s sportskommentator Søren Paaske i en direkte opfordring til Dansk Boldspil-Union (DBU) og landstræner Lars Søndergaard, som på grund af Nadims korsbåndsskade dog endnu ikke behøver at tage stilling til spørgsmålet.
Dansk Flygtningehjælp sløjfede Nadims ambassadørtitel, mens formanden for UNESCOs nationalkommission i Danmark, Elsebeth Gerner, udtalte, at »det kloge af Nadim ville være at trække sig som UNESCO-ambassadør«.
Der bør ikke være to meninger om, at Nadims beslutning om at promovere Qatar er forkastelig. Ligesom det er begrædeligt, at badmintonstjernen Viktor Axelsen har erstattet træningsmiljøet i Brøndby med topfaciliteter og palmeluksus hos fascisterne i Dubai. For ikke at glemme dengang i sorgløse 2011, da Caroline Wozniacki kindkyssede med Belarus’ diktator, Aleksandr Lukasjenko, under en opvisningskamp i Minsk.
Vi både kan og skal være forargede, men vi kan aldrig kræve af en sportsprofil, uanset hvor berømt og succesfuld denne måtte være, at hun opfører sig oplyst og fornuftigt. Håbe, men ikke forlange.
Elitesportsudøveren tilsidesætter det meste, også indimellem det moralske kompas, for at opnå succes på banen. Risikoen for at ende som et lille menneske med en stor guldmedalje er overhængende. Derfor er tidens opvakthed en gave til sporten. Ingen kan længere dække sig ind under parolen om, at sport, moral og politik ikke hænger sammen.
Men vi bør rette skytset det rette sted hen. For ligesom den enkelte sportsudøver må kunne tåle kritik, men ikke kan aftvinges en særlig moral, så forholder det sig anderledes med de organisationer, forbund og landshold, som altid stiller op på vegne af alle os andre. De repræsenterer børnene, bredden og de foreningsfrivillige; et helt land, et »vi«, om man vil.
Netop derfor tenderer det til ny danmarksrekord i hykleri, når DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, fortæller Ritzau, at han da er »superærgerlig og skuffet« over Nadims beslutning, der »modarbejder (...) alt det, vi står for«.
Altså Møller, DBU og herrelandsholdet, der under dække af en bekvem vittighed om »kritisk dialog« drager til VM i netop Qatar om et halvt år. Og landstræner, Kasper Hjulmand, som mener, at »Qatar-debatten ikke er sort og hvid«, og som synes, vi skal huske på, hvordan vi selv har behandlet vestinderne og de grønlandske børn, når nu vi har så travlt med at kritisere det qatarske regimes organiserede lemlæstelse af tusindvis af migrantarbejdere.
Midt i vreden over Nadim kan vi ikke engang finde ud af at iværksætte noget så oplagt som en diplomatisk boykot af VM-slutrunden.
»Jeg er ikke sikker på, at man overhovedet ville opdage det i Qatar, hvis det kun var den danske regering, der valgte at blive væk og lod et par sæder stå tomme på tribunerne,« siger Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, til Ritzau.
Sådan taler den nedarvede, politiske kynisme. Dette – ikke en letfodet centerforwards ringe dømmekraft – er den egentlige skandale.
Dagens kommentar udgives alle hverdage på Weekendavisen.dk
