BUTJA – Volodymyr Stefanienko har søgt efter sin lillebror i dagevis. Jagten har ført ham til en græsplæne bag Sankt Andreas-kirken i Butja. Her venter han på en endelig afklaring. For han ved, at Dmitrij ikke længere er i live. At det er et lig, han leder efter. Med sig har han sin svigerinde og hendes mor. Hans egen mor venter hjemme. Hun ville ikke kunne holde til at overvære det, der skal til at ske.
Det forstår man. På plænen bag kirken graver fire mænd i hvide plasticoveralls i et fem-seks meter langt og halvanden meter dybt hul. To bunker jord når op i mandshøjde.
Spaderne afdækker langsomt hullets indhold. Det er ikke kun det tunge og fugtige ler, der gør arbejdet slidsomt. Snart dukker en fodsål og et par fingre frem. Graverne er nået godt halvanden meter ned. Og bunden er ikke i sigte. Massegraven frygtes at rumme over hundrede ofre for den månedlange russiske besættelse af Butja. To af de hvidklædte bærer gasmasker. Snart er en hel krop fri. Lugten af død, den let sødlige stank af rådnende menneskekroppe, breder sig.
Det kræver alle fire at bjerge liget. Først griber en af graverne benene, mens to andre tager fat under hver sin arm. De døde lader sig ikke sådan skubbe rundt. De bugserer det over i en sort ligpose. Derefter hiver de posen op langs gravens runde kant. En politifotograf tager billeder, mens en tekniker leder efter id-kort, tatoveringer og tandsæt. Alt, hvad der kan bruges til at identificere den afdøde. Og skudhuller, brandsår og andre tegn på en voldelig død.
Ligposerne bliver linet op på en lige række langs gravkanten og forsynet med små gule nummerskilte. Foreløbig er de nået op på 15.
Et dusin bevæbnede politisoldater holder vagt omkring graven. En gruppe civile følger på fire-fem meters afstand arbejdet bag et plasticbånd. Det er de efterladte. Volodymyr er blandt dem. Gråtunge skyer truer med regn. Kun kirkens forgyldte kuppel skinner ufortrødent over den dystre scene.
En midaldrende mand i camouflageuniform ankommer omgivet af et større følge. Det er den offentlige anklager. Mændene omkring ham er livvagter, retsmedicinere og efterforskere. En har »War Crimes Prosecutor« trykt på engelsk bag på jakken. Så ingen kan være i tvivl om, hvilke beviser de leder efter.
»Indtil videre har vi fundet 64 lig. 32 af dem har vi identificeret,« siger Tatjana Lipinska, der koordinerer den kommunale indsats for at finde de dræbte. Hver dag modtager hun hundredvis af opkald fra borgere, der savner pårørende. Mange af de savnede ventes at dukke op i massegraven, der blev taget i brug under den russiske besættelse, da kampene havde fyldt byens lighus til bristepunktet, og døde var begyndt at rådne i gaderne.
Luk venligst posen
En af graverne benytter anklagerens besøg til en rygepause. Hvis graverne er berørt af det makabre arbejde, viser de det ikke. Deres ansigter er frosset i udtryksløse miner.
Ligposerne bliver åbnet til inspektion. Flere af mændene bærer tegn på en grusom død. Et lig er brændt til ukendelighed. Et andet er blevet skudt i baghovedet. Et tredje flere gange i brystkassen. Fra et hoved drypper blodet stadig, da retsmedicinerne drejer liget. En mand råber med fægtende arme pludselig graverne an. »Min bror. Det er min bror,« råber han, inden stemmen knækker i gråd.
Det er Volodymyr. Han har genkendt sin lillebror Dmitrij i ligpose nummer fire. Den hvidklædte går over mod Volodymyr. Da han ser tårerne strømme ned ad den granvoksne mands kinder, forsvinder den udtryksløse facade.
Han omfavner Volodymyr og holder hans ansigt helt tæt til sit, mens han siger et par ord til trøst. Men storebroderen er utrøstelig og river sig løs. Et par skridt derfra synker han grådkvalt i knæ og begraver sit ansigt i hænderne. Med en sidste kraftanstrengelse rejser han sig og går tilbage til den hvidkitlede med en sidste bøn. »Luk venligst posen.«
Da han har sundet sig en stund, fortæller han om sin brors endeligt.
Den 28. marts gik Dmitrij på gaden med en nabo, da russiske soldater råbte dem an. »De skød op i luften og skreg, at de skulle lægge sig fladt ned på vejen. Min bror var godt i stand, 100 kilo,« forklarer Volodymyr. Naboen, der var i en ung mand i 20erne, tog chancen og løb for livet. »Da han så sig tilbage lå min bror stadig ubevægelig på jorden.« Han blev 32.
Naboer fortalte Volodymyr, at liget lå uberørt på gaden i dage. »Flere gange forsøgte vi at bjerge liget. Men hver gang begyndte skyderierne.«
Dmitrijs tragedie er langtfra enestående, siger Tatjana Lipinska.
»Adskillige naboer ringede til os for at få hjælp med at samle ligene ind. Enten fordi de var for tunge, eller fordi det simpelthen var for farligt.« Efter at hun fik en aftale i stand med de russiske styrker sendte kommunen frivillige ud til Jablonskagaden for at samle lig ind. Men det gjorde kun ondt værre.
»Da de ankom, blev de beskudt med det samme og taget til fange.« Russerne hældte benzin ud over en af fangerne og lagde ham op på taget af deres vogn som et levende skjold. »Kun en af de seks frivillige overlevede,« fortæller Lipinska.
Satellitfotos har vist, at ligene lå i Jablonskagaden i uger. På gaden er sporene efter de dræbte stadig synlige. En grøn cykel ligger stadig, hvor dets ejermand blev mejet ned. Under hjulene en taske med en telefonoplader.
Lidt derfra er en bil gennemhullet af skud. Førersædet er tungt af blod. Indholdet af en kuffert med tøj ligger spredt over græsset. Et vidnesbyrd om en desperat flugts tragiske ende. Få meter væk ligger en indkøbspose med en sæk kartofler ved resterne af en blodpøl. Et sidste skæbnesvangert indkøb?
Hævntogtet rundt om hjørnet
Da de russiske styrker trak sig fra Butja og andre byer omkring Kyiv, efterlod de ikke kun et krigsmuseum af brændte tanks og forvitrede mandskabsvogne, men også et blodspor af overgreb.
Fra ruinerne af sammenstyrtede boligblokke, fra kældrene under sønderskudte huse og fra Ukraines frugtbare jord myldrer øjenvidneberetninger om tortur, gidseltagninger og vilkårlige drab på civile frem. Krigsforbrydelser, som russerne enten nægter har fundet sted eller anklager ukrainerne for at have iscenesat.
Man kan naturligvis kun gisne om, hvad der har drevet gerningsmændene. Men et godt sted at starte er Jernbanegade. Den krydser Jablonskagaden. Ligesom Jablonska er det en stille gade med enfamiliehuse med haver og træstakitter.
Fra nummer 13 og indad mod byen ligger udbrændte skrog af russiske mandskabsvogne med ti-tyve meters mellemrum. En hel kolonne af russiske mandskabsvogne ser ud til at være blevet udslettet i bagholdet. Muligvis med droner.
En ukrainsk major ser med veltilfreds kendermine ind i skroget af en russisk stridsvogn. Kanontårn, luger og larvefødder er flået til alle sider. Nogle af krigsmaskinerne er næsten pulveriseret til en bunke af brændt rust.
Uniformsjakker, joggingbukser, endda underbukser i camouflage ligger uberørt af ilden i vejkanten. Formentlig fordi de blev kastet ud af rygsække af eksplosionen, inden branden forvandlede køretøjerne til infernoer. En sort militærstøvle står stadig med ejerens afrevne fod indeni.
Massakren på Jernbanegade kan have udløst hævntogtet på Jablonska rundt om hjørnet. »Det er et mønster, vi kender til fra det tidligere Jugoslavien. Fra Vukovar, Sarajevo og Srebrenica. En hær, der ikke kan besejre sin modstander militært, lader sin vrede og frustration gå ud over civile,« siger en europæisk diplomat i Butja.
Men hvis russerne troede, at de kunne kue ukrainerne til underkastelse og overgivelse med deres brutale fremfærd, har de forregnet sig. Overgrebene i Butja synes ikke blot at have øget deres kampvilje. Den har også rykket deres vestlige allierede. Hvis Putin ender som det 21. århundredes svar på Slobodan Milosevic, kan han ikke mindst takke bødlerne i Butja for det.
Drabene i sovebyen en halv times kørsel fra Kyiv er dog langtfra enestående. Borodjanka, Makariv, Kramatorsk. Hver dag føjes der nye stednavne til gruens ukrainekort.
Dødstallet i Butja, som myndighederne mener skal tælles i hundreder, er ikke engang det højeste. Det tal forventes kystbyen Mariupol at levere. Her skal de døde – efter syv ugers belejring, udbombning og udsultning – tælles i tusinder.
Alligevel er drabene i Jablonskagaden og massegraven bag Sankt Andreas-kirken et vendepunkt. For de er blevet et globalt symbol på Putins beskidte krig. Da skyerne kaster de første regndråber over den gyldne kirkekuppel, har et kæmpe opbud af specialstyrker indfundet sig. Snigskytter har indtaget højtliggende hustage.
Det er ikke russerne, men formanden for EU-Kommissionen, der er i anmarch. I silende regn besøger en tydeligt påvirket Ursula von der Leyen i skudsikker vest massegraven. Under et mindeøjeblik placerer værterne hende helt tæt på rækken af ligsække, hvor resterne af Dmitrij og de andre ofre ligger.
»Vi har set Putins hærs grusomme ansigt,« siger hun efterfølgende og tilføjer. »Hele verden sørger med Butja. Det er dem, som forsvarer Europas grænse. Det er dem, som forsvarer menneskeheden, forsvarer demokratiet. Og vi står sammen med dem i den kamp.« Inden hun forlader landet, har hun stillet Ukraine EU-medlemskab i udsigt.
En beslutning, det ikke som vanligt vil tage år, men »blot uger at træffe«.
