Kommentar. Er sportsjournalistikken (igen) blevet et ukritisk heppekor?

Kong Christian

Christian Eriksen er tilbage. Landsholdsprofilen tonede i denne uge frem til det første interview siden sit chokerende hjertestop i EM-premieren mod Finland i Parken for mere end 200 dage siden.

I en forgyldt hotellounge i Milano holdt DRs landskendte kommentator Andreas Kraul mikrofonen, mens Eriksen gav sig god tid til at takke det danske folk: »Jeg vil sige tak for den støtte, de har vist. Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der har sendt og skrevet. Der har tænkt på min familie og mig.«

Og så understregede den for tiden klubløse fodboldspiller, at han har stærke ambitioner om at optræde på topplan igen, og det hellere i dag end i morgen: »Mit mål er, at jeg skal til VM i Qatar. Det er det mindset, der har været hele tiden (...). Jeg kan komme tilbage.« Meldingen har fået den danske sportspresse til at gå i sværmerisk selvsving.

»Hvor er det fedt, forrygende og fantastisk (...). Det er fryd, det er lettelse, det er glæde,« jublede Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, i sin avis, og også på Twitter var euforien lydelig:

»Det her har jeg glædet mig til at sende ud. Ikke mindst fordi det er virkelig positive ord fra Christian,« tweetede Kraul og modtog tusindvis af likes. »Det her gør mig glad. Og rørt. Og mere glad. Og mere rørt. Og endnu mere glad,« skrev tv-værten Heidi Frederikke Sigdal.

»En glædens dag!« skrev Martin Davidsen, bestyrelsesmedlem i Danske Sportsjournalister, mens Simon Ydesen, sportsjournalist på Nordjyske, svingede sig helt op i den pjankede, royale symbolik: »Der er to mennesker i det her land, der må sige man i stedet for jeg, når de interviewes. Dronningen og kong Christian.«

Vi må således forstå, at 29-årige Christian Dannemann Eriksen fra Middelfart enten er sådan en god gut, man er på fornavn med, eller en form for urørlig sportsmajestæt. Men – og det er det væsentligste her – tilsyneladende ikke en kilde i normal forstand.

»Det er jo først og fremmest Christians historie det her, men den har været både fagligt og personligt spændende og positiv at kunne formidle,« skrev Kraul, formand for Danske Sportsjournalister 2011-19, til en seer i en længere spørgerunde på dr.dk.

Sportsjournalistikken har altid befundet sig i krydsfeltet mellem fascinationsformidling og kritik, men de senere år er det blevet stadig sværere at se forskel på markedsføring, underholdning og egentlig journalistik, ikke mindst på de rettighedshavende tv-stationer. Det er vel også derfor, Dansk Boldspil-Unions (DBU) næstformand, Bent Clausen, de seneste dage har udsendt det ene tweet efter det andet for at gøre opmærksom på dokumentaren Christian Eriksen – Min historie, der vises på DR TV fra lørdag. Her tjener forbundet og journalisterne samme sag: at hylde den faldne, men genopstandne helt.

MEN ER DE OFFENTLIGE tilkendegivelser fra journalister, der gennem årene har brugt mange timer sammen med den sympatiske Eriksen, ikke kun et udtryk for velment hensyntagen, ja, dybfølt medmenneskelighed? Jo. Er det en journalistisk opgave? Nej.

Det modsatte af at hylde ukritisk er ikke at nedgøre, men at stille de nysgerrige, lidt ubekvemme spørgsmål. Interviewets timing, for eksempel. Efter et halvt års tavshed åbner Eriksen munden, bedst som vinterens transfermarked åbner og i god tid, før det lukker (31. januar). Samtidig er hans agent, hollandske Martin Schoots, pludselig tilgængelig for alverdens medier. Eriksen har ingen klub og skal finde én de kommende uger for at kunne komme i betragtning til Kasper Hjulmands VM-trup til efteråret.

Og hvad egentlig med VM-slutrunden? Det er ikke mere end en uge siden, landsholdskollegaen Thomas Delaney kaldte Qatars værtskab for en »katastrofe« i DR-dokumentaren Landsholdet bag kulissen. »Jeg ville ønske, at det blev afholdt alle andre steder,« sagde Delaney. Hvad mener Eriksen? Andet end at det er »et mål, en drøm« at komme til Qatar.

Ulykke og status må aldrig blive en fritagelse fra kritik. Sagt på en anden måde: at lefle for Eriksen er ikke at vise ham respekt, tværtimod. Manden har stået i en Champions League-finale og er kommet tilbage fra de døde. Han er gjort af et andet stof end os andre, der har lidt influenza hver mandag morgen. Han er ikke et lille offer, men et privilegeret idol, der tjener millioner, fordi han er god til en sport, som optager millioner verden over.

Reaktionerne på Eriksens comebackmelding illustrerer fint branchens grumsede grænser. Journalisten som fan eller pr-medarbejder. Akkurat som da tv-kommentatoren Morten Glinvad faciliterede en samtale med landstræner Hjulmand i serien Jeg er landstræneren, fire afsnit fra august til december 2020 på DBUs egen podcastkanal, Landsholdslejren.

Og endnu et eksempel: Den dygtige Anders Kjærbye er fast fotograf for DBU (som hans far, Per Kjærbye, var det før ham). Det er ham, der tager de billeder, som ligger på Unionens hjemmeside; ham, der har eksklusiv adgang til spillerne, også uden for banen, som vi senest så det i hans og Ole Sønnichsens flotte, men forudsigelige coffee table-bog Vejen til Wembley (anmeldes i denne uges Bøger). Kjærbye er samtidig bestyrelsesmedlem i Danske Sportsjournalister, som i december udnævnte ham til Årets Fotograf 2021. Han fik blandt andet prisen for, som det hedder på foreningens hjemmeside, »sine mange billeder i DBU-regi«.

I dækningen af topsport er det efterhånden svært at se forskel på magthaver og vagthund.

Side 43