Historien om Kadeaus konkurs er af nærmest bibelske dimensioner. Kun få uger efter at Mette Frederiksen i marts sidste år lukkede landet ned, måtte gourmet-konglomeratet med de to michelinrestauranter dreje nøglen om. Det var den første offentligt kendte coronarelaterede konkurs.

Barndomsvennerne og virksomhedsejerne Nicolai Nørre­gaard, Rasmus Kofoed og Magnus Klein Kofoed kunne betragte deres livsværk falde til jorden – for kort tid efter at blive samlet op af en række investorer, der sammen ville genopbygge Kadeau. Men knap var genrejsningen indtruffet, før restauranten på Bornholm en aften i juli, mens stedet var fyldt med spisende, brød ud i brand.