I 1988 skabte den forestående åbning af Italiens første McDonald’s i Rom et kæmpe postyr. Amerikansk popkultur var velkommen i form af musik, cowboybukser og Marlboro-cigaretter, men ikke i form af små, billige og hurtigt ekspederede burgere, der kunne ses som en trussel mod den stolte italienske madkultur og selvforståelse. Protesten mod fastfoodkulturen blev ledt an af Carlo Petrini, og det blev startskuddet til, hvad vi kunne kalde den første gastronomiske modstandsbevægelse – siden formaliseret og kaldt Slow Food med underskrivelsen af et manifest i Paris.

I manifestet blev der tordnet imod det frenetiske tempo, som industrialiseringen havde pålagt det moderne menneske. Effektivisering, industri og arbejdsmarked havde tvunget os til at tro, at mad var noget, der skulle overstås, og at fastfood kunne stå som både løsning og underholdning i et: