Med udgivelsen af Sletterne fra 1982 tages der endelig hul på introduk­tionen af australieren Gerald Murnanes værker på dansk. Der er tale om et passende valg, for i et vildtvoksende og dybt idiosynkratisk forfatterskab står Sletterne som den første typiske Murnane-bog. Den kan fungere som en kort og fyndig indføring i Murnanes sælsomme æstetik, og samtidig udfolder den hans litteraturideal, som vægter formidling af forfatterens indre over skildringer af den ydre virkelighed.

Bogen etablerer Murnanes særlige fiktive verden, der umiddelbart kan forveksles med en realistisk virkelighed, men ikke rummer egentlige romanpersoner eller fortællinger i nogen gængs forstand. Her er tiden sat ud af spil, og alting har en diskret symbolsk karakter. I denne roman møder man en jegfortæller, der beretter om en rejse til nogle mystiske sletter, der langsomt antager karakter af fortællerens indre verden. Af og til fortæller han om at sidde ved sit skrivebord og vende ryggen til verden uden for vinduet for endnu en gang at drage mod sletterne. Der er ikke skyggen af dramatisk kurve i en Murnane-roman, udelukkende skildringer af, hvad fortælleren møder i sine egne forestillinger. At der er tale om en symbolsk virkelighed, overforklares imidlertid aldrig. Der er intet fantastisk ved Sletternes verden, højst noget sært drømmende, og fortællerens fremfærd og de personer, han møder, har en yderst konkret karakter. Han omtaler sig selv som filmskaber, undervejs møder han malere og musikere, og det meste af romanens midterparti består af samtaler mellem de såkaldte »godsejere«. De er sletternes forvaltere og autoriteter, og tilsyneladende har kunstnerne til opgave at få disse »velyndere« til at synes om deres værker, som præsenteres i en slags audiens. I Murnanes forestillingsverden er fortælleren en form for undersåt for godsejerne, der har karakter af bestyrere af forestillingskraften.