I en helt elementær forstand er Klaus Høeck ubetvivleligt Danmarks største digter. Forsøger man at skønne antallet af enkeltdigte i hans enorme værk, lander man i omegnen af 15.000 digte – måske også en god kandidat til en verdensetter? Raymond Queneau kaldte ganske vist en bog Hundred tusind milliarder digte, men de var kun potentielle resultater af en kombination af verslinjer. Høecks poetiske korpus, derimod, består af reelt eksisterende digte.

Men alt dette kunne jo være ligegyldigt, hvis ikke også Høecks samlede værk var af usædvanlig kvalitet. Det strækker sig over mere end 50 år fra debuten med fembindsværket Rejse i årene omkring 1970 og til den netop udkomne Password. Et helt gennemgående træk ved de omkring 40 værker er, at næsten ingen af dem er digtsamlinger – i betydningen »digte, som er blevet til hver for sig, og så har digteren samlet dem på passende vis i en buket«. Tværtimod er flertallet af Høecks bøger gennemkomponerede værker med et tema eller fortælling, og de er tilmed underlagt selvvalgte kompositoriske benspænd på hele værkets niveau.