Med mellemrum genopstår debatten om vold og rædsel i krimier. Senest her i den coronakedelige januar, hvor den svenske krimiduo Lars Kepler på baggrund af nogle grumt udtænkte kz-lejre for unge piger i deres seneste roman, Spejlmanden, bliver kritiseret for at spekulere i det. Bogen er da også strøget ind på mange bestsellerlister, som om der er det omvendt proportionelle på færde, at jo mere trist og ensformigt vores liv og samfund er, desto mere blod og død skal der til for at underholde os.

I Sebastian Fitzeks psykothriller Patienten bliver der ikke sparet på rædslerne eller volden.