For godt til at være sandt

Er mennesket godt? Ikke specielt, vil de fleste sikkert mene, for i Vesten indskærpes vi, at mennesket er selvisk og styret af egeninteresse. Om det er Thomas Hobbes, Adam Smith, Sigmund Freud eller snart sagt alle andre, der har inspireret vores menneskesyn, så har de haft et negativt udgangspunkt. Det har ifølge den hollandske historiker Rutger Bregman haft stærkt uheldige konsekvenser, for hvis man betragtes med mistillid, nærer man selv mistillid til de mennesker, man møder. Og værst af alt bliver man kynisk: Man affejer generøse gerninger med ordene, at det gjorde han eller hun blot for at føle sig moralsk overlegen. Ifølge Bregman skal hele den mølle vendes på hovedet: Hvis vi begynder at tro på altruisme og venlighed som menneskets sande natur, vil det forandre vores verden fundamentalt.

Han indleder med fortællingen om Fluernes herre. De fleste kender nok Goldings roman om en flok drenges ophold på en ø, som ender i anarki og død, men Bregman har fundet en flok drenge, der rent faktisk strandede på en øde ø midt i 1960erne, og som via samarbejde og kammeratskab holdt sig i live, indtil de blev fundet efter mange måneder.