Lad os gå syv måneder tilbage i tiden. Tænk på Nations League-kampen mod Island i Parken den 15. november 2020. Husker den ikke? Nej, forståeligt nok. Det var en temmelig trist affære med hakkende dansk spil mod de kompakt tonsende islændinge. Kasper Schmeichel måtte sågar udgå med en skade efter et sammenstød med Albert Gudmundsson. Det sluttede 2-1, da Christian Eriksen i to minutters overtid satte sin anden straffescoring i nettet bag Rúnar Rúnarsson. En landskamp at lægge bag sig – videre til den afgørende puljekamp mod Belgien tre dage senere.
Island-opgøret var Kasper Hjulmands syvende kamp i spidsen for det danske landshold. Han havde taget en chance i denne kamp og rystet formationen. I efterårets foregående fire Nations League-opgør mod Belgien, Island og England havde Hjulmand stillet med et firemandsforsvar. Nu sendte han en trebackkæde ind foran Kasper Schmeichel: Andreas Christensen, Simon Kjær, Jannik Vestergaard.
Umiddelbart virkede det som en god idé: En mand ville blive frigjort til fronten, så de kraftigt bagudhældende islændinge kunne angribes tungt på alle afsnit. Men den taktiske ændring løsnede ikke det danske opspil, der gik tabt i barske dueller. Trægt og effektløst.
Bagude havde trebackkæden godt styr på den nødtørftige islandske offensiv. Lige indtil det 85. minut, hvor der tilsyneladende gik koks i positionerne. To islændinge havnede mellem Kjær og Vestergaard, og Christensen fik ikke blokeret en stikning. Pludselig var Vidar Örn Kjartansson alene med Frederik Rønnow i det danske mål og sendte bolden fladt under Schmeichels vikar.
Syv minutter senere sikrede Christian Eriksen altså den danske sejr, men Kasper Hjulmand opgav sit tremandseksperiment. Det var et forsøg værd, men så ikke ud til at give gevinst.
Allerede tre dage senere i Leuven var firemandsforsvaret genetableret. Belgien vandt ganske vist 4-2 i en livlig kamp, men da VM-kvalifikationen gik i gang i marts, fastholdt Kasper Hjulmand sin bageste kvartet. Han flyttede lidt rundt fremme på banen, men ikke i forsvarskæden. Resultaterne gav ham heller ikke grund til det: 2-0-udesejren mod Israel (4-2-3-1), den afsindige 8-0 sejr i Herning over Moldova (4-3-3), 4-0-braget i Wien (4-2-3-1).
Da EM nærmede sig, anvendte Hjulmand også to gange 4-3-3 i testkampene mod Tyskland og Bosnien. Stadig med succes: 1-1 og 2-0. Derfor var der intet at sige til, at landstræneren i EM-åbningen i Parken mod Finland igen sendte fire forsvarere på banen.
Men efter de bevægede døgn som følge af Christian Eriksens kollaps overraskede Hjulmand med sin formation mod Belgien. Tremandsforsvaret var tilbage, besat med nøjagtig de samme spillere som mod Island i november: Andreas Christensen, Simon Kjær, Jannik Vestergaard.
Jeg kender ikke Hjulmands umiddelbare motiv: Var det specifikt for at møde belgierne talstærkt på midten? Var det for at flytte manpower frem, når det naturlige midtpunkt, Christian Eriksen, var borte?
Under alle omstændigheder har justeringen haft styrkende effekt på det danske landshold. I de to puljekampe mod Belgien og Rusland greb danskerne initiativet med imponerende kraft og selvfølelse.
Den vigtigste mekaniske effekt er, at de to danske backs er trådt meget længere frem på flankerne. Og for mig – vel for de fleste, gætter jeg – har billedet af dette danske EM-hold allerede brændt sig fast: Joakim Mæhle og Daniel Wass i energiske fremstød. Tryk, drev, vilje.
På samme måde som EM-holdet fra 1992 er fanget i syner af Flemming Povlsen og Kim Vilfort i hidsige kontrastød, drivende med bolden over 40 meter. Og ligesom VM-holdet fra 2002 i dag er bevaret i scener med Stig Tøfting og Thomas Gravesen i festlige, korporlige meningsudvekslinger med velbyggede franskmænd og senegalesere.
To backs fra topligaer, Mæhle fra Atalanta i Serie A, Wass fra Valencia i den spanske liga. To flankeaktører med meget distinkte personligheder i spillet. Mæhle driblende og søgende, ind mod feltet, Wass mere skinnelagt med fygende løb mod baglinjen. Mæhles træk mod venstre i en flok modstandere ved kanten af feltet, Wass i bragende ryk og kollisioner, hans flyvetur med Kudrijasjov mod Rusland.
Backoffensiven har styrket konstellationer hele vejen op langs begge sidelinjer. Den former sig som et savtakket opspil med tre støttepunkter: fra den bageste tremandskæde over duoen Højbjerg og Delaney til frontfolkene.
Især ser det ud til at gavne Højbjerg og Delaney, at de har fået Wass og Mæhle op på samme højde. En meget fyldigere midtbane, et meget simplere afspil fra centrum. En sørgelig ironi, at Christian Eriksen er fraværende i en opstilling, som ville have givet ham ekstra fremskudte punkter at anvende ved kanterne.
Bagude kan d’herrer Christensen, Kjær og Vestergaard tilsyneladende fint klare det meste selv. For mindre end en måned siden var en brillant Andreas Christensen med til at vinde Champions League i netop et tremandsforsvar hos Chelsea.
Enhver taktisk forskydning indebærer naturligvis nye risici. Felterne ud mod de danske hjørneflag kan stå ubemandede, når backen ikke når med hjem, og forsvarsbjælken af tre mand kan trækkes så langt til én side, at den modsatte side åbnes. Begge dele blev illustreret ved de to belgiske scoringer i anden halvleg i Parken.
Men det danske landshold virker frigjort og lystent i den nye opstilling. Kasper Hjulmand fortjener rungende applaus for sin ombygning, der også føjer sig ind i en tendens blandt de mest seværdige mandskaber ved denne slutrunde.
Belgien, Tyskland, Holland og Italien har alle sluppet deres backs løs som aggressive forposter. Denne angrebslyst på flankerne gav forleden den distingverede britiske analytiker Jonathan Wilson anledning til at ytre forhåbninger på landsholdsfodboldens vegne. I The Guardian fremhævede Wilson, at landshold i sagens natur er dårligere sammenspillede end de store klubkoncerners pragtformationer. Derfor har landstrænere i mange år været tilbøjelige til at vælge gusten afsikring som udgangspunkt.
Men nu udtrykker den lystige flankepower ifølge Wilson, »at den risikofrie, lavtstående blok muligvis ikke længere er nok«. Opløftende, publikumsvenligt. Lystfyldt fodbold til post-pandemiæraen. Jonathan Wilson: »At landsholdsfodbold kan handle om andet og mere end dybe forsvar og frygt.«
Jonathan Wilson nævner ikke det danske landshold. Nu er Hjulmands backforskydning jo også en forholdsvis ny konstruktion. Men Wilson fremhæver Holland som et perleeksempel, der – endnu engang – ikke ligger langt fra det danske udtryk: »Denzel Dumfries, der flænser frem fra højre backposition, er indtil videre et definerende syn fra denne slutrunde, og ingen har flere gange forsøgt pres på den sidste tredjedel af banen end netop Holland. Internationalt forekommer trebackkæden at være måden at inkorporere angrebsbacks på.«
Nu har vi kun set det danske tremandsforsvar og de frisatte backs i to kampe. Men det føles godt og pirrende. Hjulmand knytter nemlig an til en vigtig dansk tradition. Muligvis kan landstrænerens beslutning op til Belgien-kampen få en betydning, der tilnærmelsesvist svarer til effekten af den samtale, som Sepp Piontek og Morten Olsen havde en aprilaften i 1983.
To dage senere ventede en EM-kvalifikationskamp mod Grækenland, og anfører Olsen havde opsøgt Piontek på Hotel Marina i Vedbæk. Olsen foreslog landstræneren, at man skulle gå over til tremandsforsvar.
Piontek kunne sagtens se fornuften i forslaget. De mange spillere fra den belgiske liga var vant til tremandsforsvar, og Piontek havde en historisk overflod af midtbanestjerner, som han dermed kunne skaffe en position mere. Et lille land er nødt til at udnytte sine styrker maksimalt på banen.
Og således blev det danske systemskifte en realitet: I denne 1-0-sejr trådte forsvarstrioen omkring Morten Olsen for første gang frem som dansk særkende. Danmark fik fornyet fremdrift og kvalificerede sig til EM 1984 i Frankrig. For de danske spillere var treback-formationen som at komme hjem i eget hus.
Som Sepp Piontek, synligt stolt, mange år senere sagde til denne skribent: »På den måde blev vi det første landshold, der spillede 3-5-2 ved en slutrunde. Vi var de eneste, der spillede med tre forsvarere ved EM i Frankrig.«
37 år senere er tremandsforsvaret og backoffensiven den dunkende puls ved en paneuropæisk slutrunde. Og den bedst tænkelige slagorden i aften mod et temmelig skræmt mandskab fra Wales. Et walisisk landshold, som af de tilbageværende 16 landshold – ja, i hele slutrunden kun overgået af det modløse tyrkiske mandskab – har tilladt klart flest afslutninger på Kasper Schmeichels reservekeeper i Leicester City.
Dagens kampe
Ottendedelsfinaler
Kl. 18 i Amsterdam
Wales – Danmark
Kl. 21 i London
Italien – Østrig
Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.
Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye diskuterer hver dag det, de oplever under slutrunden. I dag ser de frem mod aftenens andet opgør: Italien mod Østrig på Wembley i London.
Kære Asker
Der spilles jo faktisk også en anden ottendedelsfinale i aften, nemlig klokken 21 på Wembley: Italien-Østrig. Du er vores italienske ambassadør, så forklar os lige, hvordan gli Azzurri vil gribe tingene an: Mere fritflydende overfaldsbold eller en tempereret komme-videre-attitude?
Kh Joakim
Kære Joakim
Det er nemlig rigtigt, og jeg tør næsten ikke skrive, hvad der tenderer til landsforræderi på en dag som denne (og jeg er endda på vej til Amsterdam!): Men jeg glæder mig lige så meget til Italiens kamp på Wembley, og det gør jeg af flere grunde. For det første selvfølgelig, fordi italienerne har været mit slutrundehold siden 1990, men også fordi der virkelig er noget over dette mandskab.
Én ting er, at man ikke har tabt i 30 kampe og har vundet de seneste 11 uden at indkassere et eneste mål, men resultaterne er – næsten – sekundære. Jeg har ikke oplevet en lignende italiensk sammenhæng mellem nation, fans, landstræner og spillere. Det hænger naturligvis sammen med hele Covid-19-krisen, som jo har ramt Italien hårdere end noget andet land i Vesteuropa. Roberto Mancinis landshold har fået en helt særlig status, ikke blot som resultatgarant, men national forløser.
»Siamo tutti italiano,« skriver La Gazzetta dello Sport i dag, vi er alle italienere, hvilket ikke blot er en banal observation i netop Italien. På forsiden af samme avis er portrætteret et halvt hundrede smilende, kendte italienere (sportsudøvere, skuespillere, musikere, kokke) i alle aldre, køn og kulører, de fleste iført den azurblå trøje. I et land, der de senere år har været præget af flygtningekrise, økonomisk krise, politisk krise og senest viruskrisen, er det signal helt essentielt. I Danmark har vi jo talt meget om den nye pagt mellem landsholdet og nationen. Det samme har fundet sted i Italien, hvor de taler om La febbre azzurra og har en tro på, at sommeren 2021 kan blive et vendepunkt for det plagede land.
Kh Asker
I den sidste puljekamp mod Wales sendte landstræner Roberto Mancini flere nye startere på banen. Ikke mindst Federico Chiesa fra Fiorentina og Marco Verratti fra PSG gjorde det strålende i 1-0-sejren. Men de indtog netop de to pladser, som den overdådige Sassuolo-duo Domenico Berardi og Manuel Locatelli har forvaltet i verdensklasse i de to første EM-kampe. Hvad pokker gør Mancini i aften?
Jeg er desværre overbevist om, at vi ikke kommer til at se Chiesa fra start. Vi må nok nøjes med at få ham at se den sidste halve time, hvor østrigerne formentlig enten er overvundet eller møre. Jeg tror, Mancini vil vende tilbage til sin foretrukne angrebskonstellation med Berardi og Insigne på kanterne – og Immobile i front, også selvom Andrea Belotti var med i meget mod Wales. Han fylder mere i feltet end Immobile, men er mindre målfarlig.
På midten vil Verratti formentlig erstatte Locatelli, som dermed må nøjes med en plads på bænken. Det er ondt, men Verratti var fremragende mod Wales. Det var en af hans bedste landskampe overhovedet. Jeg tror, den eneste afvigelse fra Mancinis idealformation vil være, at Francesco Acerbi erstatter den skadede Giorgio Chiellini. Det er et tab, men Lazio-stopperen er heldigvis også dreven og svær at ryste.
Det er vores pligt at påpege, at Østrig også går på banen i London. Efter 1-0-sejren over Ukraine, som sikrede Østrig andenpladsen i puljen, gik de østrigske aviser fuldstændig amok. Det er nemlig første gang, Østrig avancerer fra et EM-puljespil. Overalt gik vendingen »historisch« igen – og det skyldtes ikke kun andenpladsen. Sejren faldt nemlig på den 21. juni, i Østrig også kaldet »Córdoba-Tag»«, den dag i 1978 ved VM i Argentina, da Østrig med Hans Krankl i spidsen slog Vesttyskland/Tyskland for første gang i 47 år. Nu er der så gået 43 år: 43 plus 47 lig med 90 år, den 21. juni, historisch...
Kan du følge mig, Asker? Fodbold-mytisk hokuspokus af fineste karat.
Haha, jeg elsker sådan noget! I Italien går man vældig meget op i, at ottendedelsfinalen skal spilles på netop Wembley, hvor man hentede en af sine mest symbolske sejre. Det var den 14. november 1973, da Fabio Capellos enlige mål gav italienerne den første sejr nogensinde over spillets moderland.
Rundtom på banen har Østrig superspillere som David Alaba og Marcel Sabitzer. Men det er næsten, som om de vandrer for meget. Som om de vil påtage sig for meget ansvar og river formationen skæv og hullet. Det minder om slut-70ernes danske landshold, når Arnesen og Lerby i frustration også kunne blive helt egomane i deres vilje til at ændre på tingene. Det er vel mindre landes velkendte forbandelse – balancen mellem det basale kollektiv og nogle få stjerner?
Det må man sige, og ingen illustrerer vel dette bedre end dagens danske modstander, Wales, der altid har haft en Gareth Bale, Aaron Ramsey, Ryan Giggs, Mark Hughes, Ian Rush, John Charles eller Billy Meredith, som var meget bedre end holdkammeraterne. Det må være en stor udfordring for en fodboldtræner, ikke mindst på det mentale, kollektive plan.
Jeg er enig i, at der er noget, som ikke fungerer for østrigerne. Jeg vil jo meget hellere se Alaba i en central, kontrollerende rolle. Giv ham bolden hele tiden og lad ham diktere, men giv ham også et mere modent ansvar, så han ikke skal skøjte rundt på jagt efter de gyldne muligheder, som aldrig kommer.
I den frygtelige/vidunderlige VM-kvalifikationskamp mod Danmark i marts viste østrigerne jo også, at de virkelig er et mandskab, der kan gå itu: 0-0 i 57. minut og så en nedsmeltning med 0-4 på lidt over en halv time. Kan du overhovedet se, at Østrig skulle kunne stille noget op mod Italien?
Nej, det tror jeg ikke, de kan. Det bliver Italien, som afgør den fodboldkamp. Enten – og det anser jeg for mest sandsynligt – er italienerne, hvor de skal være og vinder komfortabelt, eller også undervurderer de østrigerne, som hermed inviteres ind i opgøret. Det sidste, tror jeg dog ikke, er en reel risiko med dette italienske landshold, som er mindre selvforgabte end tidligere årgange.
Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.
