Avistid. Denne uge med Mikkel Vedby Rasmussen om kriserne, der omringer os, med dramatiker Tue Biering om samfundets allerrigeste og selvfølgelig om ugen i dansk politik – både om Støjbergs afsked med Venstre og Mette Frederiksens makrelmad på Instagram.

Krisernes tidsalder

»Vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden konfronteres med krisen. Med muligheden for at noget kan gå galt, eller at noget er gået galt.«

Utopiernes tidsalder er slut og erstattet af krisernes ditto. Kriser er som bekendt farlige men kan også være frigørende, så hvordan griber vi fat i krisernes frigørende potentiale i stedet for at lammes af panik? Professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen er aktuel med bogen Krisesamfundet og gæst i ugens program.

Vi skal også tage afsked med blå blok, som vi har kendt den siden 2001. For endnu en gang har denne uge vist sig som ekstraordinært begivenhedsrig i dansk politik. Hans Mortensen kommer i studiet.

Tue Biering vil have en masse ekstremt rige mennesker fra den virkelige verden til at træde op på scenen i en ny forestilling. Men skal vi nu til at have ondt af den ene procent af samfundets allerrigeste? Den prisbelønnede dramatiker fortæller om sit stykke.

Slutteligt kan man ikke komme igennem denne uge uden at tale om makrel i tomat. Mette Frederiksen lagde et billede af en makrelmad på Instagram. Vi ringer til madhistoriker Caroline Nyvang, der kommer med sin analyse.

Avistid er produceret og tilrettelagt af Birgit Nissen Pedersen og Cecilie Blomquist.