I en drive-in-biograf ved Brooklyns vandkant præsenterede The New Yorker Festival sidste uge sit hybridformat af en festival. De fleste af festivalens musikere, skuespillere og komikere mødtes over videolink fra bekvemmeligheden af deres luksushjem, mens det betalende publikum stimlede sammen på biografens parkeringsplads for at opleve de få berømtheder, der turde møde op. Formatet virker poetisk rammende for året 2021. Ulmende virusangst, eliten, der for det meste arbejder hjemmefra, og pøblen, der vil væk fra keyboardet.

Som afslutningsevent på årets festival havde The New Yorkers chefredaktør, David Remnick, inviteret komikeren Jon Stewart til samtale. Fra 1999 til 2015 revolutionerede Stewart amerikansk tv med The Daily Show, der parrede politiske nyheder med komik og satire i et bidsk og underholdende nyhedsformat, som siden er blevet kopieret af talrige komikere fra John Oliver til Samantha Bee.