Udrensning. Efter lang tids tøven fortæller Eugen Ruge, hvordan hans glødende kommunistiske bedstemor kun lige akkurat overlevede årene 1936-37 i Moskva.
Idealisternes danse macabre
Hotel Metropol, som den tysk-russiske forfatter Eugen Ruges seneste roman er opkaldt efter, ligger midt i Moskva. Lige ud til den store Teatral’nny-gade og omtrent lige langt fra Bolsjojteatret og det russiske sikkerhedspolitis berygtede hovedkontor Lubjanka. Det kolossale hotel, der åbnede i 1905, og som stadig eksisterer, har i årtiernes løb været skiftevis luksuriøst og lurvet.
I 1936-37, de år, den fremragende semidokumentariske roman foregår i, var det på en besynderlig måde begge dele. I de smukke suiter boede velhavende udenlandske turister. I de små værelser på de øvre etager boede en ganske anden slags udlændinge: medlemmer af tyske, franske, skandinaviske eller sågar kinesiske kommunistpartier, der var taget til Sovjetunionen for at skabe proletariatets paradis, men som Stalin og hans hemmelige politi NKVD nu havde besluttet sig for at skille sig af med.
Del: