Da jeg gik i gymnasiet, spurgte jeg engang min lærer i oldtidskundskab, hvorfor skolen tillod fredagsbarer. Det var fredage, hvor eleverne drak sig fulde, dansede og skrålede til høj musik, råbte dumme ting, også efter lærerne, brækkede sig i skraldespandene og hengav sig til andre tvivlsomme excesser. Jeg husker stadig det svar, min klogt smilende lærer gav mig: »Jamen har du allerede glemt, hvad du lærte i timerne? Også grækerne tillod de attiske fester, for de gjorde civiliseret samliv muligt.«
I de attiske fester fejrede grækerne guden for ekstase, Dionysos, med teater, dans, sang og vin i nattens orgiastiske udskejelser. Rusen afbalancerede det andet princip, man levede efter: det apollinske, opkaldt efter guden Apollon, mådeholdets gud. Virkningen af fredagsbarerne var som efter de attiske fester: Renset kunne man møde op om mandagen til næste uges disciplinerede skolegang.
Det tog mig nogle år, før jeg helt forstod denne lektie, og jeg er kommet i tanke om min lærers vise ord i denne tid, hvor jeg ser tilbage på Donald Trumps vilde år i Amerika. For også demokratiet må tillade en vis mængde vildskab for at kunne bestå. Men der stod også noget andet at læse i min lærers smil. Det vender jeg tilbage til.
Joe Biden – Trumps lyse tvilling – er nu blevet indsat som præsident, og de fleste af os håber, at han kan forsone det dybt splittede Amerika. Man kan dog være skeptisk, for Bidens første handlinger har bestået i at prioritere sorte og latinoer på bekostning af hvide, give amnesti til mindst 11 millioner illegale indvandrere og føre venstreradikal identitetspolitik. Men noget andet truer også i horisonten.
En af de mest forhærdede kritikere af Trump er retsfilosoffen Jakob v.H. Holtermann. Han skrev forleden på Facebook: »Jeg ved, det er maksimalt utidigt, men nu siger jeg det lige alligevel: Jeg kan næsten ikke rigtig holde tanken ud om, at det, der venter os ... på den anden side af demokratiets aktuelle eksistenskamp, er fire år med Joe Bidens huldsalige smil og velmenende ligegyldigheder.« Politik skal være kedeligt, forsikrede Holtermann, »men skal det være så fesent og valent og vammelt og med en hvilepuls på maks. 20?«
Udsagnet er karakteristisk. Man indrømmer modvilligt, at kedsomhed kan blive for meget af det gode, hvorefter man straks skynder sig at forsikre sine læsere om, at man skam er en god demokrat. Men hvis andre ikke vil, så vil jeg fortælle den anden historie. Kedsomhed kan være en tiltrængt, sval tilstand efter de fire vilde år med Trump, hvor demokratiet løb en risiko for at brænde sammen til sidst. Men også kedsomhed kan være en risikofyldt tilstand.
Mange kender nok fra sig selv, hvordan man kan skandalisere sig ved at sige sin bramfrie mening ved et lidt for pænt selskab. Eller man ved fra den offentlige debat, at man let løber ind i en shitstorm, hvis man bryder den politiske korrekthed. I det større perspektiv kan kedsomhed også lede til overskridelser. 68er-oprøret var også et oprør mod en magelig, kvælende, småborgerlig sathed og mangel på højere ambitioner.
Men kedsomhed kan også være farlig for demokratiet, som Francis Fukuyama skriver i Historiens afslutning. I tiden op til udbruddet af Første Verdenskrig var der gået 100 år med fred og fremgang, men som et udslag af en irrationel impuls kastede kontinentet sig ud i en altødelæggende krig i 1914.
En medvirkende årsag var det, man kan kalde længslen efter skæbne. Mange mennesker ønsker ikke blot at forblive i naturtilstanden, i den materielle bekvemmelighed, men at sætte sig på spil for at demonstrere, at de er frie.
På et tidspunkt risikerer mennesker at gøre oprør mod selve demokratiet, som Fukuyama advarer om. Vi er borgere, der ønsker at bevare formerne for civiliseret samliv, men under masken er vi også mennesker, grebet af vreden og begæret, der drister os til overskridelsen.
Jeg har mødt forbenede modstandere af Trump, der villigt deltog i Trumps rallies og opfattede dette politiske teater som skørt, vildt og underholdende, men med en stærk tiltrækningskraft. Ikke alle vil indrømme – hverken for andre eller for sig selv – deres længsel mod vildskaben, i hvert fald deres fascination af den.
Så lad mig bare tale for mig selv, og det kan jeg gøre med en vis autoritet. For jeg tilhører nemlig dem, der i lang tid støttede Trump til trods for hans vildskab, og, hvis jeg skal være helt ærlig, også delvis på grund af den.
Trump gik ene mand op mod det samlede liberale establishment. Han besvarede angrebene fra de ofte stærkt ensidige medier med beskyldninger om »fake news«, og når Hillary Clinton fordømte hans vælgere som »deplorables«, svarede han igen ved at kalde hende »Crooked Hillary«.
Kort sagt: Trump hånede de civiliserede normer. Men Trump var også et oplivende moment for sine tilhængere, og vel at mærke også for sine modstandere, for de journalistiske aktivister på New York Times, identitetskrigerne på universiteterne og kongresmedlemmerne, der støttede protesterne mod Trump, imens amerikanske byer stod i flammer.
Den vildskab, Trump inkarnerede, var med til at puste liv i demokratiet, tilføre det energi, gøre den demokratiske deltagelse relevant.
Problemet er selvfølgelig, at der også var blandet gift i den berusende drik. Jeg er glad for, at Trump nu er ude. Men problemet består. Vreden og frustrationen består. Hvordan undgår man, at en ny og værre Trump kommer til magten? Hvordan stabiliseres demokratiet i krisetider?
Svaret er at sikre opbyggelige afløb for ikke blot vreden, men også trangen til at sætte sig på spil, hævde sig selv og demonstrere sit værd. Den slags kanaliseringsmuligheder findes allerede – i økonomisk aktivitet, militærtjeneste, sport, herunder ekstremsport, kunst, men jo også i politik, selvom netop det er forbundet med betydelige risici, sådan som stormen på den amerikanske kongres har afsløret det.
Alligevel må man spørge: Giver det liberale demokrati tilstrækkelig gode afløb for vildskaben? Hvor går enlige, unge mænd hen i et stadig mere feminiseret samfund, hvor manderollen og faderfiguren er trængt? Hvordan undgår man, at de skejer ud i bandekriminalitet og militsernes destruktive excesser eller flygter ind i hashtågernes pacificerende rus?
Læg dertil den udbredte krænkelsesparathed, cancelkultur og techcensur. Grænserne for det tilladelige indsnævres markant i disse år. Et forfald, den kedelige Biden synes at understøtte.
Fredagsbarerne på mit gymnasium tjente et godt formål. Det var en ventil, der udluftede en masse ungdommelig damp, og så var der jo også dem, der pludselig turde henvende sig til pigerne og til lærerne. Forelskelser og spændende samtaler var også en del af festen. Som i Thomas Vinterbergs film Druk får 0,5 promille alkohol i blodet mennesker til at live op. Men filmen viser også, at langtfra alle kan håndtere den frigjorte vildskab.
Det vidste min gamle gymnasielærer. For hans kloge smil afslørede også en vis melankoli, en ærgrelse over, at vi ikke fandt bedre muligheder for at kanalisere energierne.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Læs også Weekendavisens andre debatindlæg fra denne uge
