Fra asken til evigheden

Arkæologi er ikke verdens mest eksakte videnskab. Det gælder om at få meget ud af lidt, og det er altid imponerede, når en fagperson ud fra en håndfuld østersskaller, en pilespids og nogle pælerester kan fortælle en fængslende historie om de mennesker, der har efterladt bemeldte genstande. Hvis arkæologen også kan give et bud på, hvordan de pågældende mennesker tænkte, er i hvert fald denne signatur fuldstændig tryllebundet, vel vidende at vi nok befinder os et pænt stykke ude på fantasiens overdrev. Fred med det.

Men de mange teorier om tidligere mere eller mindre civiliserede kulturer efterlader masser af plads til modsigelser og alternative teorier, og arkæologer kommer gerne op at toppes, stejlt og lidenskabeligt. Den slags er jo altid god underholdning, og det bliver paradoksalt nok ikke lettere af at have meget materiale ved hånden, selvom det selvfølgelig giver de forskelligrettede teorier mere vægt. Især hvis der ud over de rent fysiske genstande også gemmer sig skriftlige vidnesbyrd i ruinerne.