De mørke magter har deres ferme musik i Charles Gounods opera Faust fra 1859, men det, man går nynnende hjem på, er de tilføjelser, komponisten skabte i anden ombæring i 1869, hvor den oprindelige opéra comique med talt dialog ændredes til grand opéra med sungne recitativer. Fuldtræfferen blev soldaterkoret sidst i operaen, samt soldaten Valentins bøn lidt tidligere, så smægtende, at Gounod indarbejdede melodien i selve forspillet til operaen. Valentin er dog ellers perifer, blot bror til den kvinde, Faust forfører.

Gretchen, hedder hun hos Goethe, men Marguerite i denne franske version, som man i tysk kultur rynker på næsen af. Der er intet levnet figuren Faust af dens filosofiske grublen, kun den skinbarlige skørtejæger er blevet tilbage. Til gengæld får Mefistofeles rimelig frit spil, dels med en klingende hyldest til Guldkalven, dels med at dominere den store valsescene, en anden af de veritable ørehængere i dette elegante, men ikke dybsindige værk.