Da kejser Augustus tiltrådte magten i år 31 før Kristus, lancerede han en ny moralpolitik: Roms borgere skulle tvinges tilbage til, hvad man anså som oldtidens dyder, hvor mænd var mænd og helst soldater. Et af nøgleordene i det nye ideal var durus, »hård«: Mænd skulle være stærke og stoiske, i fornuftens og ikke følelsernes vold, trofaste over for fædrelandet og ikke mindst over for deres koner. Men ikke alle rettede ind: De romerske elegiske digtere Ovid, Gallus og Properts tog afstand fra den militære masochisme og hengav sig i stedet til luksuslivet, i en subversiv dyrkelse af sanserne, sex og sig selv.

Kærlighedsdigternes ideal var mollis, »blød«, hvilket blandt meget andet betegner en alternativ form for maskulinitet, hvori det gælder om at være ikke standhaftig, men overdrevent følelsesladet; ikke sejrende, men underkastet sin elskerindes luner. Hvor Augustus forsøgte at tøjle sine undersåtters sexliv med love, der skulle forsvare ægteskabet og straffe hor, kastede elegikerne sig hovedkulds ud i forvirrede, forstyrrende affærer.