Kommentar. Klimarapportens »sammendrag for beslutningstagere« er en usund blanding af forskning og politik.

Diplomatiske formuleringer

I sidste uge præsenterede FNs klimapanel sin sjette klimarapport. Rapporterne er gennem årene svulmet op til en størrelse, som de færreste orker at læse, og mange nøjes forståeligt nok med at kæmpe sig igennem det såkaldte »sammendrag for beslutningstagere«, som samler op på resultaterne i den 4.000 sider lange udgivelse. Men sammendraget er ikke bare en opsamling af forskernes pointer, det er formet af deltagerlandenes politiske interesser, og det skaber en usund blanding af forskning og politik.

Klimapanelet blev oprettet for 33 år siden som en mellemstatslig organisation. Panelet omfatter nu 195 lande, som ved en årlig forsamling vælger en bestyrelse (»bureauet«) på ikke mindre end 84 medlemmer. Selve arbejdet med skrive klimarapporterne er lagt ud til godt 800 forfattere, udvalgt af bureauet, som er fordelt i forskellige arbejdsgrupper. I udvælgelsen bliver der lagt vægt på at få en ligelig fordeling på alder, køn og nationalitet, og halvdelen af forfatterne repræsenterer således udviklingslande, hvorfor mange af forfatterne til de autoritative rapporter reelt ikke har større forskningserfaring.

De mange tusinde sider munder som nævnt ud i et 40-siders resume, som ord for ord og linje for linje bliver diskuteret og omformuleret af politikere over en to uger lang session med simultantolkning til FNs seks officielle sprog, indtil man finder frem til en formulering, der kan vedtages med konsensus. Forinden har de delegerede fra klimapanelets medlemslande, det vil sige fra det politiske lag, fremsendt deres forslag til ændringer af sammendraget. I denne omgang var der fremsendt i alt 3.000 ændringsforslag, som skulle behandles i løbet af de to uger. Det førte for eksempel til en større debat omkring en figur med en tekst, der erklærede, at den fremtidige opvarmning afhang af CO₂-udledninger, hvor blandt andet Indien, som i disse år hastigt øger sine emissioner, ønskede, at de historiske udledninger skulle fremhæves mere. Flere afrikanske lande ønskede til gengæld, at tørkeperioder blev fremhævet i sammendraget, selvom der ikke var megen videnskabelig evidens for konklusionerne.

I 2018 udgav klimapanelet en rapport med en prognose for, hvornår den globale temperatur vil være øget med 1,5 grader i forhold til niveauet før industrialiseringen, og i den nye rapport er det årstal fremrykket med ti år til starten af 2030erne. Forskellen skyldes blandt andet metodeforskelle i beregningerne, hvilket blev forklaret i en fodnote, men flere lande, blandt andet Japan, Saudi-Arabien, Storbritannien og USA frygtede formodentlig, at medierne ville hæfte sig mere ved årstallet end fodnoten. De foreslog derfor, at man skulle skrive, at det ikke nødvendigvis betød, at effekten af klimaændringerne også ville indtræde ti år tidligere. Den caribiske østat Saint Kitts og Nevis foreslog, at man i stedet for et årstal kunne angive sandsynligheder for, at 1,5-gradersgrænsen blev nået, og efter en del debat blev man enige om slet ikke at skrive noget om, at der var en forskel på ti år mellem de to rapporter. Det lykkedes også Saudi-Arabien at få fjernet en tekst, der nævnte, at fossile brændsler var en kilde til CO₂ i atmosfæren.

Det er ikke nyt, at medlemslandenes delegationer til klimapanelets møder justerer i forskernes konklusioner. Da den forrige og femte klimarapport skulle vedtages, havde forskerne i deres udkast skrevet, at klimamodellerne i de sidste 15 år overvurderede temperaturstigningen, og at forklaringen kunne være, at effekten af CO₂ var overvurderet, eller at de naturlige klimavariationer var undervurderet i modellerne. Det ændrede politikerne imidlertid, således at de blot konstaterede, at der i tidsrum på 10-15 år var forskel på modeller og observationer.

Politikerne undgår således at drage konklusioner, der er direkte forkerte, men de bøjer dem, så de flugter bedre med den klimapolitik, de ønsker at fremme.

Politikerne undgår således at drage konklusioner, der er direkte forkerte, men de bøjer dem, så de flugter bedre med den klimapolitik, de ønsker at fremme. Indien er således ikke interesseret i et stort fokus på fremtidige udledninger, men vil hellere fremhæve de hidtidige udledninger, og Saudi-Arabien er ikke interesseret i, at gas og olie fremhæves som hovedkilde til CO₂. Det er imidlertid en helt grundlæggende forkert sammenblanding af forskning og politik. Ligesom forskerne ikke skal bestemme, hvad politikerne skal gøre, skal politikerne heller ikke bestemme, hvad forskerne skal konkludere.

For både forskere og politikere ville det derfor være bedst, hvis rapportskrivningen overdrages til de videnskabelige selskaber, som for eksempel de store internationale geofysiske selskaber – med et krav om, at processen med at skrive rapporterne og udvælge forfattere skal være transparent. Her er det bedre, at forfatterne fra starten er uenige frem for enige.

Obamas tidligere viceminister for forskning Steven E. Koonin har også foreslået, at når der foreligger et færdigt udkast til klimarapporterne, skal det gennemgås af et forskerteam, der alene har til opgave at påpege svagheder. Ideen er ikke ny, men bruges i komplekse ingeniørprojekter som udvikling af nye kemiske fabrikker, fly, satellitter og rumskibe, hvor man forsøger at identificere fejl, der kan få alvorlige konsekvenser. Der var dog ikke udelt begejstring for Koonins forslag, og i 2019 fremsatte 16 demokratiske senatorer ligefrem et lovforslag i Senatet, der ville »forbyde brugen af føderale midler til at oprette et panel, en taskforce, et rådgivende udvalg eller en anden indsats for at udfordre den videnskabelige konsensus om klimaændringer«.

Lovforslaget blev ikke vedtaget, men det viser, at mange politikerne ikke er interesserede i dissens, men i konsensus – sikkert fordi det er nemmere at handle på. Men klimasystemet er uhyre komplekst, og der er områder, hvor det ikke giver mening at forlange konsensus. Det er politikernes opgave at tage fornuftige beslutninger i komplekse spørgsmål, men beslutningerne bliver ikke dårligere af, at de træffes på et grundlag, der afspejler kompleksiteten.

FN-systemets mange organer har en indbygget inerti, der nok gør det urealistisk at forestille sig, at de på et tidspunkt vil erklære sig selv overflødige, og derfor vil politikerne i klimapanelet med sikkerhed også gå i gang med den syvende rapport. I det mindste kunne man så håbe på, at rapportens »Sammendrag for beslutningstagere« blev ændret til et »Sammendrag ved beslutningstagerne«, hvor klimapanelet åbent vedstod, at der var tale om det politiske panels fortolkninger af den videnskabelige status.

Dermed ville sammendraget afspejle realiteterne og ændre status fra et videnskabeligt til et diplomatisk dokument, som imidlertid fint kunne udgøre grundlaget for de klimapolitiske forhandlinger.

Side 51