Arkitekturhistorikeren Carsten Thau er 18. januar død efter kort tids sygdom.

For os, der kendte ham, er det et stort tab aldrig mere at skulle diskutere tingenes gang med hans nysgerrige og muntre intellekt. Men det er også et tab for både dansk og international offentlighed. Som arkitekturhistoriker forenede Carsten en sans for den mindste gesims og et tredimensionelt analytisk overblik med en omfattende encyklopædisk bygningshistorisk viden, understøttet af mangfoldige rejser og undersøgelser af husene på selve stedet. Men noget af det, der gjorde ham enestående, var kombinationen af arkitekturhistorien med et forbløffende ide-, kunst-, filosofi- og kulturhistorisk overblik. For ham kunne arkitektur ikke forstås isoleret stilhistorisk, men kun i dens samspil med andre felter, der for Carsten strakte sig lige fra den politiske historie og til personalhistorie, som han efterhånden samlede sig en ofte overraskende viden om. I diskussioner med ham kunne han foretage øjenåbnende dyk fra overordnede udviklinger i politisk filosofi og dybt ned i afgørende enkeltpersoners venner, familier og netværker. Det er ikke for meget sagt, at Carsten inkarnerede, hvad offentligheden i den bedste af alle verdener bør kunne forvente af en humanistisk professor: et helt biblioteks viden lagret på en måde, så den samtidig er hastigt tilgængelig, frugtbar og anvendelig.