Da tidsskriftet Genes, Genomics, Genetics i 2015 offentliggjorde et studie af en sekvens af bananfluens dna, vakte det opsigt, og det skyldtes mere artiklens form end dens indhold. Med de 1.014 navne, der indledte artiklen, var det nemlig første gang, den biologiske forskningslitteratur indeholdt en artikel med et firecifret antal forfattere.

Artiklen førte til en del polemik på de sociale medier, idet mere end 900 af de nominelle forfattere var studerende, hvis individuelle bidrag til undersøgelsen var af yderst beskeden art. Flere kritikere mente, at det var absurd, ja, nærmest perverst at kreditere dem som videnskabelige forfattere, og at hele ideen med forfatterskab blev udvandet, når der var så mange af dem.