}
Kontroversen. Den italienske forfatter Natalia Ginzburg skrev »negro«, men det svenske forlag ville ikke oversætte ordet direkte, fordi det er et racistisk skældsord. Oversætteren bøjede sig – og fortrød.

Ikke et hvilket som helst ord

Ikke et hvilket som helst ord Af Klaus Rothstein

I sidste uge erkendte den svenske oversætter Johanna Hedenberg, at hun havde truffet et forkert valg i sit arbejde med den italienske forfatter Natalia Ginzburgs erindringsroman Lessico famigliare, da hun undlod at oversætte ordet negro til »neger«.

Natalia Ginzburgs (1916-91) roman, der udkom i 1963 og skildrer livet i en antifascistisk familie under et fascistisk styre, er almindelig anerkendt som et moderne europæisk hovedværk, og forfatterskabet bliver genopdaget mange steder i disse år. Men romanen rummer altså også dette forkætrede n-ord, som uafbrudt skaber hovedbrud i disse års sprogrevisionistiske debat.

Samtidig med den svenske oversættelse udkom Natalia Ginzburgs roman også på dansk i forfatteren Majse Aymo-Boots oversættelse. Hun og forlaget C&K, et imprint under Politikens Forlag, lod sig ikke afficere af n-ordet, så i begyndelsen af Familieleksikon kan man læse følgende, hvor forfatterens far, Giuseppe Levi, professor i anatomi, fælder dom over de mennesker, han har mødt i dagens løb:

»Ud over ‘fæpander’ var der ‘negre’. En ‘neger’ var for min far én som opførte sig klodset, forfjamsket og akavet, gik upassende klædt, ikke forstod sig på at vandre i bjerge og ikke kunne tale fremmedsprog. Alt hvad vi foretog os som han anså for upassende, kaldte han ‘negerier’. – Hold op med at opføre jer som negre! Hold op med de negerier! råbte han til os uafbrudt.«

Men hvor Majse Aymo-Boot valgte at oversætte negro direkte, besluttede svenske Johanna Hedenberg – der er en erfaren og estimeret svensk litterær oversætter – at undvige det kontaminerede ord. I Familjelexikon introducerede hun i stedet ordet »grobian«. Dette ord, som betegner en grov, ubehøvlet og udannet person, findes også på dansk, hvor suffikset -ian hyppigst får tilføjet et r, så det bliver til »grobrian«, som i »dumrian« og »slendrian«.

Hvordan de svenske læsere og anmeldere havde reageret, hvis Johanna Hedenberg havde oversat negro ordret, kan man nemt forestille sig. Men hendes alternative oversættelse fik kun en enkelt anmærkning, nemlig af litteraturkritikeren Margareta Flygt fra Sydsvenskan, der noterede, at vi »med rette« ikke bruger n-ordet i dag, men at det er svært at oversætte en 60 år gammel tekst uden at tolke datidens ord i vores samtid:

»Antifascisten Levi vælger grove racistiske ord – rettet mod dem som ikke tænker som ham selv, uanset deres hudfarve. Det viser en kompleks problematik: selv de som udsættes for fascismens antisemitisme var en del af det menneskeforagtende verdensbillede. Et mildere oversættelsesvalg som ‘grobian’ forandrer originalen, læserne fratages en dimension, teksten bliver mere harmløs og Levis udbrud mere muntre. Måske kan eller skal man ikke oversætte visse ord direkte, men at forandre teksten, som ifølge forordet stræber mod total oprigtighed, er problematisk. I øvrigt er det en lysende oversættelse.«

Denne indvending tyggede Johanna Hedenberg så på i en måneds tid, og så skrev hun en interessant kronik i Sydsvenskan, hvor hun erkender, at ordvalget er forkert:

»Forlaget mente ikke, at vi kunne bruge det såkaldte n-ord. Vi diskuterede det, og jeg accepterede beslutningen og valgte andre ord med udgangspunkt i betydningen i farens sprogbrug. I mine øjne var det den næstbedste løsning, som fungerer fint, hvis man ikke sammenligner med originalen. Samtidig er det et indgreb, hvor en dimension går tabt. Alt samarbejde indebærer kompromiser, men i dette tilfælde gik loyaliteten over for forlaget ud over loyaliteten over for forfatteren/teksten og læseren.«

Johanna Hedenberg slutter kronikken med et håb om, at hun aldrig igen bliver nødt til at istemme en anmelders kritik af hendes egen oversættelse, og hun håber, at vi fremover kan få en mere åben og nuanceret debat om ældre litteratur og nutidens sprog:

»Jo mere vi tilpasser ældre tekster til vores samtid, desto sværere bliver det at forstå, hvordan mennesker har tænkt, og hvordan sprog og værdier har ændret sig over tid.«

To dage efter Johanna Hedenbergs indlæg, svarede hendes navnesøster, forlægger Johanna Haegerström, Albert Bonniers Forlag, med en kronik i Sydsvenskan:

»N-ordet er ikke et hvilket som helst ord, hvilket Johanna Hedenberg og avisen bekræfter ved (ligesom jeg) kun at skrive begyndelsesbogstavet. Det er et ekstremt belastende og krænkende racistisk invektiv. For de fleste samtidige læsere er det umuligt ikke at føle ubehag, når man ser det i en tekst. Derfor er der gode grunde til nøje at overveje originalteksten for at undgå at reproducere og normalisere stødende og hadefuldt sprog, hvis det ikke er vel motiveret af konteksten.«

Johanna Haegerström argumenterer for, at læserens opfattelse af Natalia Ginzburgs far vil være »fejlagtig«, hvis negro var oversat direkte. Han var nemlig en godmodig hustyran, og det viser ordet »grobian« bedre, mens n-ordet ville overskygge alt andet og forvrænge portrættet.

Den vigtige debat om litteratur, oversættelse og sprog, som svenske Margareta Flygt, Johanna Hedenberg og Johanna Haegerström bidrager til, blev vi snydt for i Danmark, fordi Majse Aymo-Boot valgte at oversætte Natalia Ginzburgs gengivelse af faren ordret.

Hvad grobrianen Giuseppe Levi selv ville sige til diskussionen i Sverige, kan man bare forestille sig: »Fæpander! Hold op med de negerier!«

Side 21



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby