Vi kender alle de forhutlede stakler, der sidder foran Føtex med deres døsende hunde og dårlige tænder og siger »hav en god dag«, så ens samvittighed sortner, fordi man haster forbi uden at købe hjemløseavisen Hus Forbi.

Men som bekendt skal man ikke skue hunden på hårene. Hvad der har bragt folk derhen, hvor de nu er, kan vi hverken vide eller fælde dom over. Og på samme måde er det med den purunge Tue i Thomas Korsgaards nye roman, Man skulle nok have været der. Han sælger ikke Hus Forbi, men abonnementer på Politiken fra en cykelvogn, og ved første øjekast ligner han vel en hvilken som helst anden ung mand i byen.