Kult. At læse den genudgivne Tove Ditlevsen om sig selv er som at have en uimodståeligt rapkæftet kone til bords og først efter festen opdage, at samtalen kun i glimt fik tyngde.
Forførelseskunst
Et sted i Tove Ditlevsen om sig selv gengives en samtale, hun har haft med sin bror om deres fælles evne til at fremstå muntre udadtil, når stemningen indadtil var en anden. Hun skriver: »Vi blev enige om, at det at sige en vittighed hvert minut også er en måde at holde sig mennesker fra livet på.«
Bemærkningen er tilfældigvis også en rammende karakteristik af denne selvbiografiske gennemgang af udvalgte værker i forfatterskabet, som var blandt de sidste udgivelser før selvmordet i 1976. Bogen sprudler af hendes lakoniske galgenhumor, som når hun om sine illegale aborter skriver: »Både før og ind imellem (fødslen af sit første barn, red.) havde jeg haft et par illegale aborter, og det var dengang ikke ligefrem nogen skovtur.« Eller når hun giver igen på kritikken af hendes manglende indtræden i modernismen: »... selv da tågen i min hjerne begyndte at lette, og jeg satte mig ind i, hvad denne eksperimenteren med stilen i det hele taget betød, følte jeg aldrig trang til at bryde ud i sang om rustne vandrør, kloakafløb og andre lidet poetiske fænomener, som gav mig indtryk af, at næsten alle landets digtere pludselig havde kastet sig over blikkenslagerfaget.«
Del: