Fordomsform. Selvom historierne i En rigtig dame byder på mange af novellegenrens tvist og venden-ting-på-hovedet, så drukner kvinde- og pigeskæbnerne i utroværdige karikaturer og dialoger.
God på papiret
Der er ting i Heidi Kølle Andersens novellesamling om kvindeliv i alle afskygninger, der under andre omstændigheder kunne have været direkte sofistikerede. For eksempel slutter En rigtig dame – i stil med en sonetkrans – med en »mesternovelle«, der binder alle de foregående noveller sammen, så vi får understreget, at alle karakterer eksisterer i samme univers (som fortrinsvis er middel- og overklassen i og omkring Aarhus).
Det er egentlig godt tænkt – ligesom mange af novellerne egentlig er godt udtænkt. På papiret indeholder historierne de overraskelsesmomenter, som kendetegner den klassiske novelle: I »Pyntedukke« går hovedkarakteren fra irriterende overskudsdame, der havbader og spiser antiinflammatorisk, til en sympatisk kvinde i sygdomskrise, når vi mod slutningen får følgende sætning at læse: »Når jeg springer i vandet, ned i det sorte og kolde dyb og flyder hen over de mørke tangplanter, kan jeg i præcis dét sekund glemme den forbandede knude.« I »En god pige« forstår vi med en enkelt slutreplik fra en mor, at hun ikke bare er sur over, at hendes datter har ødelagt en perlekæde, men ked af det – og skamfuld – fordi den perlekæde skulle have betalt en ny cykel. I »En stor, lille dame« bliver en nybagt mors refleksioner omkring sine to fødsler med en enkelt linje noget andet – og sørgeligere.
Del: