Det går trægt med at skabe reelle lige muligheder for alle børn uanset deres baggrund. For nylig kunne Rockwool Fonden i samarbejde med Københavns Universitet dokumentere, at andelen af børn og unge, der følger i deres forældres fodspor og enten gennemfører eller ikke gennemfører en videregående uddannelse, er steget støt siden 1970erne. Selvom vi har både gratis uddannelse og SU til alle, er den sociale arv i Danmark i dag på samme niveau som i 1940erne, og ifølge forskerne endda på samme niveau som i USA.
Problematikken er lige så gammel, som den er kompleks. Hvad er det, der gør, at børn og unge følger i deres forældres sociale fodspor, når de skal vælge uddannelse og job? Hvorfor er det så vanskeligt at bryde den sociale arv for dem, der vokser op i hjem med forældre med korte uddannelser og en skrøbelig tilknytning til arbejdsmarkedet? Der findes ingen enkle svar og heller ingen nemme løsninger. Alt tyder på, at årsagerne til den træge sociale mobilitet skal søges i en kompleks kombination af økonomiske, strukturelle, kulturelle og også individuelle kognitive faktorer.
En vigtig brik i puslespillet er uden tvivl sprog. Den franske sociolog Pierre Bourdieu pegede allerede i 1980erne på, at adgangen til samfundets forskellige privilegier ikke kun afhænger af økonomiske ressourcer, men også af »symbolsk kapital«, som har med status, anerkendelse og andre mere immaterielle goder at gøre – herunder også sprog.
Sprog er en symbolsk kapital, som kan være meddefinerende for den enkeltes position i samfundet. I sin bog Sprog og symbolsk magt argumenterer Bourdieu således for, at standardsproget, i modsætning til dialekter, udgør en stærk »valuta« i uddannelse og på arbejdsmarkedet. Hvis man ikke behersker standardsproget, kan det være vanskeligt at skabe sig anerkendelse og eventuelt bryde en social arv.
Inden for sociolingvistikken, det vil sige studiet af sammenhænge mellem sprog og samfund, er det i gentagne undersøgelser vist, at mennesker, der taler anderledes end standardsproget, bliver set ned på som mindre intelligente, mindre dynamiske og mindre interessante. Det kan være, fordi de for eksempel taler med præg af en sociolekt, dialekt eller accent. I et forskningsprojekt, som mine kolleger og jeg netop er gået i gang med, vil vi undersøge, hvordan sprog begrænser og/eller former individers muligheder for at gennemføre en uddannelse og dermed ændre social position. Hvad er konsekvensen af at tale anderledes end rigsdansk, når man starter på en uddannelse?
Vi vil gerne forstå, hvordan sprog kan fungere som en sorteringsmekanisme, der får nogle individer til at bide sig fast, mens andre opgiver en uddannelse. I den sammenhæng er det nødvendigt at skelne mellem to forskellige, men forbundne mekanismer. Den ene er den, der får unge til at føle sig malplacerede, når de befinder sig i nye sammenhænge – for eksempel når de starter på en ny uddannelse. Den anden er den, der får arbejdsgivere, lærere og andre, der kan åbne og lukke døre for et individ på vej i uddannelse og job, til at fravælge en person, fordi hun eller han har en anderledes måde at tale på.
Den første mekanisme, følelsen af ikke at passe ind, kender de fleste. Mønsterbrydere kender den formentlig bedre end andre. Den er beskrevet i litteratur og i interview som en oplevelse af ikke at forstå sproget og koderne i den nye sammenhæng, som den socialt mobile befinder sig i. Sproget kan i sig selv gøre forskel eller i hvert fald virke sådan. For eksempel i en situation, hvor flertallet taler rigsdansk, mens mønsterbryderen taler udpræget arbejderkøbenhavnsk, multietnisk ungdomssprog eller vestjysk. Man ser næsten for sig en scene fra en socialrealistisk film fra 1970erne med en ung mand fra arbejderklassen med hele udtrækket af flade a’er, slang og bandeord, der havner i selskab med nordkøbenhavnske intellektuelle med pibe i munden og Dostojevskij i reolen. Forskellen på den unge mands arbejderklassekøbenhavnske står i hørbar kontrast til de intellektuelles højkøbenhavnske sociolekt.
Men de sproglige forskelle kan også være langt mere subtile og vanskelige at sætte fingeren på. For eksempel kan der være forskellige normer for, hvordan taletiden fordeles mellem samtaleparterne, det man kalder for turtagning: altså koderne for, hvornår man tager ordet. Der kan også være variation i normerne for, hvilke ord der bruges til hvem og hvornår, hvor højt eller lavt man taler, hvor direkte eller indirekte man udtrykker sine holdninger.
Sådanne normer for interaktion er altid til forhandling, og de er derfor meget vanskelige at beskrive. Men følelsen af ikke at beherske dem kan være stærk og forbundet med utryghed og skam, og den kan være en af årsagerne til, at nogle falder fra en påbegyndt uddannelse.
Den anden mekanisme til sortering – den, der får lærere og arbejdsgivere til at fravælge en person – ligger umiddelbart helt uden for mønsterbryderens kontrol. Det er nemlig den, der foregår, når en såkaldt gatekeeper vurderer en person som mindre vidende og kompetent på basis af vedkommendes sprog. Der findes internationalt en lang række undersøgelser, der viser, at det, man på engelsk kalder for accent bias, er en reel frasorteringsmekanisme.
I forskellige typer af eksperimenter har deltagere vurderet og reageret på forskellige stemmer og accenter. Resultaterne peger altid i samme retning: Selv når der korrigeres for eventuel indflydelse fra kompleksitet i ordforråd, køn og hudfarve, trigger en anderledes accent som oftest deltagerne til at vurdere stemmerne mere negativt end standardtalende stemmer.
Der er ingen grund til at tro, at det forholder sig anderledes i Danmark. Herhjemme har utallige undersøgelser dokumenteret, at vi reagerer på selv meget små forskelle i udtale. En lille smule hørbar jysk eller fynsk sætningsmelodi kan i eksperimenter få danskere til at reagere negativt på en stemmeprøve. Vi ved bare endnu ikke, om det også betyder en faktisk fravælgelse i et konkret jobinterview. Det er noget af det, vi vil undersøge, når vi med projektet – som vi kalder Speaking Up – sætter fokus på sprogets rolle for social mobilitet og dermed forsøger at bidrage med en lille brik til forståelsen af, hvorfor det er så svært at skabe social mobilitet i Danmark.
