Ballet, børnefjernsyn og byggelegepladser

Tiden er noget mærkeligt noget, jeg har aldrig helt forstået, hvad den eg’ntlig er for noget,« sang Povl Kjøller i 1970ernes sort-hvide fjernsyn, mens ungerne klappede og sang med. Sammen med Kaj og Andrea − det vil sige Kjeld Nørgaard og Hanne Willumsen – satte Kjøller en ny standard for dansk børnekultur i skæringsfeltet mellem underholdning og uformel undervisning. Forfatteren Katrine Hauch-Fausbøll lod børnesubstitutterne Kaj og Andrea snakke om emner som sprog, tal, tid, ensomhed og venskab; altid med en opfordring til at tænke videre selv. Børnesynet var progressivt, men de voksne talte aldrig hen over hovedet på barnet. Musikalsk blev der anvendt dristige fraser og jazzharmonik, men samtidig var melodierne altid sangbare og nemme at lære for de små.

Kaj og Andrea er et eksempel på den guldalder i dansk børnekultur, som fandt sted i 1970erne. Kunstnere og formidlere vendte opmærksomheden mod de opvoksende generationer, og der var både økonomisk råderum og lyst til at eksperimentere. Netop i år fylder de legendariske dukker 50 år, og deres charmerende ordkløveri er for længst blevet en pædagogisk og børnekulturel norm.