En række forskningsmiljøer med fokus på køn og minoriteter bliver anklaget fra politisk hold for at være aktivistiske. Morten Messer­schmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) er sammen med JP-bloggeren Rune Toftegaard Selsing gået til kamp mod det, de kalder antidemokratisk antividenskab. Det dækker over en bred vifte af teorier inden for humaniora og samfundsvidenskab, som ifølge de tre debattører ikke lever op til videnskabelige standarder, kompromitterer forskningsfriheden og forsøger at ensrette den demokratiske samtale om vigtige emner som netop køn og minoriteter. Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har delvist bakket op om kritikken. Hun opfordrer forskerne til at koncentrere sig om forskningen og lade politikere tage sig af politikken.

Forskningsministerens opfordring lyder tilforladelig. Mange forskere vil være enige med hende og er godt tilfredse med at passe deres forskning. Der er dog også mange, der vil forbeholde sig ret til »at tale sandhed til magten«. De har en lang historisk tradition af forskningsbaseret aktivisme bag sig, der går helt tilbage til videnskabens vugge. Platon var for eksempel både radikal og aktivistisk, når han kritiserede Athens spæde demokrati og foreslog, at filosoffer ville være langt bedre ledere end embedsmænd og politisk aktive borgere. Under den naturvidenskabelige revolution i 15-1600-tallet brugte Galileo sin forskning i et opgør med den katolske kirkes verdensopfattelse. Og en række danske professorer som J.F. Schouw (botanik), H.N. Clausen (teologi) og A.F. Krieger (jura) var politisk aktive i den nationalliberale bevægelse, også kendt som professorpartiet, der spillede en væsentlig rolle i opgøret med enevælden i midten af 1800-tallet. I alle tilfælde gælder det, at forskernes akademiske position var udgangspunktet for deres politiske eller religiøse aktivisme.