Traurigt. Sofi Oksanens nye roman giver stemme til nogle af globaliseringens oversete ofre, men strander desværre i stiv prosa og mangel på plotmæssige gnister.
Østeuropæisk noir
To ukrainske kvinder sidder på en bænk i en hundepark i Helsinki og nærstuderer en børnefamilie fra Finlands øvre middelklasse. Kvinderne har tydeligvis et anspændt forhold til hinanden, og de gør alt for, at familien ikke opdager dem. De er fremmede, marginaliserede eksistenser i dette nordøstlige hjørne af Europa, hvor skandinavisk velfærd overlapper med østeuropæisk fattigdom og institutionel råddenskab. Hvorfor er kvinderne på det nærmeste besat af en lille finsk kernefamilie, og hvorfor hader de hinanden?
Sofi Oksanens roman Hundeparken har et anslag som en socialrealistisk samtidsthriller, og over godt 400 sider opruller den finske forfatter årsagerne til, at de to kvinder er endt på den samme bænk i den samme hundepark. Anslaget er imidlertid falsk varebetegnelse, for bogen er stort set blottet for spændingsfyldte plotelementer.
Del: