Da tegneserietegner Johan Krarup var en ung mand, faldt han under en karate­lærers indflydelse. Sensei Karsten skar ganske vist ikke den mest imponerende figur med sin firskårne krop, vigende hage og pjuskede lille moustache. Men han kunne alle slags kampsport, han havde lært sin krop at ignorere smerte, og så havde han en katana – et traditionelt japansk sværd. Vigtigere endnu: Han virkede oprigtigt interesseret i sine disciples fremskridt.

Unge Johan fra Fyn var bjergtaget. Her var et mandligt forbillede, der var til at forstå. Inspireret af karatetræningens rullefald, murstensflækning og generelle kadaver­disciplin – og af Karstens opmuntrende bemærkninger – begyndte den stille og lidenskabsløse dreng at vise initiativ og vilje. Og fandt fællesskaber at udfolde sig i.