Historien om den private læreruddannelse, som et flertal i Folketinget tilsluttede sig i begyndelsen af marts, er usædvanlig. Livgivende, men også dybt problematisk. Det sidste først.
I medierne har den været flittigt omtalt, særligt via længere interviews med ophavsmand Morten Kvist. Sjældent med omtale af substans, hverken af den nye private læreruddannelse eller den eksisterende læreruddannelse, som er hele årsagen til, at der er brug for en ny, må man forstå. Det første er der en meget enkel forklaring på: Ingen ved, hvad den skal indeholde, selvom dens ophavsmænd har svøbt den i højstemte begrundelser og tilsyneladende slået lejr i disse ophøjede pædagogisk-filosofiske tirader. Fra interviews og kronikker ved vi dog, at stemmetræning lader til at blive afgørende.
Vi ved ikke noget om, hvad uddannelsens længde skal være, hvilken struktur den skal have, hvilke fag der skal undervises i, hvem der skal undervise, hvor lange praktikperioderne skal være, hvordan kvalitet skal sikres. Sådan kunne man blive ved. Der findes ingen bilag om den nye læreruddannelse på Folketingets hjemmeside. Det skulle man ellers tro, når nu tinget vil sikre en permanent bevilling på cirka 30 millioner kroner årligt og i øvrigt selv sagsbehandle placering og etablering af en ny læreruddannelse – altså stærkt politiseret sagsbehandling, der normalt ville henlægges til en styrelse eller et uafhængigt organ.
Vi ved, at Morten Kvist og forslagsstillerne tilsyneladende synes, at den eksisterende læreruddannelse uddanner »ensartede og ukritiske lærere«, »systemrepræsentanter«, er »udtryk for en input-output-tænkning« og finder sted i maskinelle »produktionshøjskoler«, som Kvist kalder professionshøjskolerne, hvor der er kommet for mange tykke mellemlag af ledere. Sådan hedder det i WA #6 og Berlingske.
Samme Kvist repræsenterer i egen overbevisning folket, den fornyelse, der kommer nedefra og kæmper mod en statslig overmagt. Kvist mener, at den nuværende læreruddannelse blandt andet lærer de studerende for lidt, og at den er skyld i faldende resultater blandt folkeskoleeleverne i 2020. Det klinger kritisk og klogt, men er nonsens. De første dimittender fra den nuværende læreruddannelse blev færdige i efteråret 2017, og man skal ikke have megen statistisk sans for at regne ud, at de få dimittender næppe har været udslagsgivende for resultaterne i en folkeskole med omtrent 40-50.000 lærere.
Dernæst: Professionshøjskolerne har væsentligt færre ledere og bruger færre midler på administration end før vores etablering i 2008. På min egen institution er faldet i ledelse endog meget betydeligt. Trods vækst i pålagte regler. I en sidegade hertil finder vi tidligere professor Ole P. Kristensen, der i en leder i Berlingske den 2. februar vil have mere konkurrence og kalder den eksisterende læreruddannelse for en fiasko med henvisning til blandt andet en undersøgelse i projektet Small Great Nation (SGN) og elevernes resultater i folkeskolen. Men SGN undersøgte slet ikke læreruddannede efter 2011, og den nuværende læreruddannelses dimittender er tidligst fra 2017 og kan af samme grund som ovenfor næppe bære ansvaret for resultaterne blandt elever, der er på sluttrin i 2020.
Samme konkurrencemelodi er hørbar hos Jørgen Grønnegaard Christensen i WA #7. Men i øjeblikket er der 18 læreruddannelsessteder, som sandelig konkurrerer med hinanden, ligesom de selvsagt samarbejder. Den professorale grundighed rækker ikke til at ulejlige sig med at undersøge den nuværende læreruddannelse, evalueringen af den eller årsagen til dens angivelige misere. Kunne forhold uden for læreruddannelsen have betydning for dens attraktion? Er den attraktiv nok i sammenligning med akademiske uddannelser?
Hverken Kristensen eller Grønnegaard har overvejet konsekvensen af måden, hvorpå den nye tænkes oprettet og grundlaget herfor. Der er nemlig med Folketingets beslutning intet som helst principielt argument for, at en stifterkreds ikke også skulle kunne etablere andre kompetencegivende videregående uddannelser fritaget fra enhver form for regulering og med fuldt statsligt tilskud samt adgang til at tildele titler. Dette antydes af ministeren i hendes svar på spørgsmål i forbindelse med sagens udvalgsbehandling.
Men hvad så med Den frie Lærerskole i Ollerup, som er selve forbilledet for den nye uddannelse? Den er endog femårig og fungerer helt uden for regimet af nidkær administration, men har en dimittendledighed, der er knap fire gange større end den ordinære læreruddannelse.
Man spørger sig, om nogen har undersøgt, hvordan tingene er fat med den eksisterende læreruddannelse? Lad os se på det, omend det bliver i træskolængder. Evalueringen siger, at praktikken er blevet bedre, der er knap dobbelt så mange optagne med over ni i snit på læreruddannelsen, det generelle adgangssnit er steget. Skolelederne mener, at de fagligt og didaktisk er klædt godt på til opgaven. De studerende finder, at almen dannelse er vigtigt på uddannelsen. Jeg har haft min omgang med læreruddannelse i snart 13 år, og »ukritisk tænkende systemrepræsentanter« er det sidste, jeg vil betegne de lærerstuderende som. Tværtimod er kritisk pædagogisk tænkning og Grundtvig-Koldsk blod ofte et gennemgående træk i læreruddannelsen, nu og da på trods af regler og systemer.
Men der er også tidsler. Frafaldet er forsat højt, en anelse højere end for en gennemsnitlig akademisk uddannelse, studieintensiteten for lav. Samtidig hjemsøges uddannelsen af for korte moduler, for mange udprøvninger og for mange og for mættede kompetencemål. Uddannelsen er underfinansieret, og de studerende modtager for få timer. Mere kunne fremhæves.
Og hermed er vi ved de livgivende elementer, som forslaget om en fri læreruddannelse har afstedkommet. Nemlig at den nuværende læreruddannelse har brug for mere frihed og en stærkere betoning af dannelse i sit anslag og formål. Timingen kunne ikke være bedre; der pågår nemlig et udviklingsarbejde i Uddannelses- og Forskningsministeriet, som skal rapportere til regeringen i oktober 2021. Samtidig er behovet for engagerede og dygtige lærere i folkeskolen kolossalt stort.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
