Året 1827. Musikhistoriens rigeste. Evighedsøjeblikket, hvor både Beethoven og Schubert bevæger sig rundt i Wien, uden at træffes – og hjemme komponerer himmelske værker. Det er komponisten Benjamin Britten, der fra sit stade i det næste århundrede udpegede dette strålende moment. Samme år er Schubert med til at bære Beethoven til graven. Året efter dør han selv. Blandt mesterværkerne i Franz Schuberts sidste leveår opstår den sære Fantasi for violin og klaver i C-Dur op. 159, som ingen ønskede at kalde til live igen efter den skuffende uropførelse i januar 1828, hvor publikum forlod salen, indtil kun de musicerende var tilbage. Anskaf Dem den nye indspilning på Gateway Music med Beethovens Kreutzersonate for violin og klaver i A-Dur op. 47 og Schuberts Fantasi med den unge duo Christine Bernsted (f. 1994) og Ramez Mhaanna (f. 1992) på henholdsvis violin og klaver.

De vil så vel gribe ud efter Kreutzersonaten, som Tolstoj fandt så lidenskabelig, at han kunne kreere en hel jalousihistorie med dødelig udgang over dens livssitrende musik. Vent nu lige lidt. Besøg Schuberts grotte, hvor fire satser sætter Dem på et spøgelsestog, De ikke havde regnet med fandtes. Først klaverets ensomme tunnelsyn, indtil violinstemmen sitrer frem som perlende striber på togruden. Andante molto. Det slår over i riflende angstfuldhed, livet synes flimrende, for så i den følgende sats Allegretto at kaste sig ud i, hvad der snart viser sig at være en fortrydelsesdans. Klaver og violin krydser virkelig klinger – for så i overskudstrods alligevel at tage de perlende dansetrin nok en gang. Tredjesatsen Andantino maner til ro, man kan narres til at tro, at det alligevel er en sonate og ikke en fantasi, der udspiller sig. Men den ulmende puls har planer, der hvirvler sig fri i sarte saligheder, som måske slet ikke har nogen gang på jorden. Håb efter håb klinger ud. I finalens snublende ilsomhed, Allegro vivace, høres smægtende genklange af en lied, som man genkender, selvom man måske aldrig har hørt den før. Schuberts sikre varemærke.