Haruki Murakami er måske ikke kendt som den mest morsomme forfatter i hele Asien. Med sine store, kringlede romanværker, der balancerer mellem den helt særlige japanske form for magisk realisme og så en moderne, lidt amerikansk tone, er han værdsat både på hjemmebanen og i Vesten. Men i sin seneste novellesamling er humoren helt fremme. For hvor er han sjov.

Tag nu bare novellen »En pude af sten«, hvor fortælleren – de er alle, jævnfør titlen, fortalt i første person ental – møder en pige, som han har et engangsknald med. Fordi det hele er så overfladisk, spørger hun ham bare ligeud, om han har noget imod, at hun skriger virkelig højt, når hun kommer? Og lidt senere, om det ville være okay, hvis hun skriger navnet på en anden én, hun er dybt forelsket i.