Debatindlæg. Indvandrerforskerne vil gerne hjælpe indvandrerne. Men en cand.mag. i hvidhedsstudier løser ikke problemet.

Den troværdige indvandrerforsker

Det er ikke let at være dansk indvandrerforsker. I Jyllands-Posten har Rune Selsing anklaget forskerne for at være uduelige aktivister. I WA #7 har Søren K. Villemoes deltaget i en stor migrationsforskerkonference, hvor ingen talte om social kontrol eller andre reelle problemer i indvandremiljøer. Forskerne vil hellere tale om nordisk racisme, hvidhedsdiskursen, femonationalisme og den altomfattende intersektionalitet. Morten Messerschmidt har klaget til uddannelsesministeren, som udtrykker bekymring over forskningens »teoretisk ensporede og aktivistiske tilgang«.

Indvandrerforskerne føler sig også krænkede af Selsings og Villemoes’ kritiske indlæg. En af dem fortalte mig i en mail, at »alle mine kolleger er sure på Villemoes«. Men hun tilføjede: »Men jeg er ikke helt så uenig med ham, som de er. Forstået på den måde, at han har ret i, at der er mange ting (fx social kontrol, sort arbejde, kriminalitet, radikalisering, vold osv.), som kun meget få vil sige noget om offentligt. På den måde er der meget viden, vi ikke nødvendigvis får, fordi forskere afholder sig fra at tale om det.«

Har indvandrerforskerne berøringsangst over for indvandrernes manglende integration? Måske er de bange for indvandrernes reaktioner. Eller at de går Dansk Folkepartis ærinde.

Selsing og Villemoes er ikke de første, som afdækker dansk indvandrerforsknings kombination af politisk aktivisme og forskningsmæssig tøven. En sønderlemmende kritik blev leveret allerede i 2013 af to sociologer, den nu afdøde professor Henning Bech og lektor emeritus Mehmet Ümit Necef fra SDU i bogen Er danskerne racister? Indvandrerforskningens problemer. Bech og Necef opdagede, at de »antiracistiske« forskeres data var mangelfuld, at deres fortolkninger var tvetydige, og at deres konklusioner var mere politisk retorik end nøgtern samfundsvidenskab.

I dag bruger de antiracistiske forskere nøgleord som »hvidhed«, »hegemoni« og »intersektionalitet«. De citerer hinanden i et selvforstærkende ekkokammer med en jargon, som blev rammende udstillet af Villemoes. Racisme er ikke længere konkrete handlinger. Den er »ubevidst«, »systemisk« og »strukturel«. Skjult racisme skal udledes af en ekspert i tekstanalyse. Når racismedefinitionen er udvidet, er racisme alle vegne. De antiracistiske forskere får således nemmere ved at søge forskningsbevillinger, byde på udredningskontrakter og promovere antiracistiske kurser hos velmenende sagsbehandlere, pædagoger og skolelærere. Antiracistisk sensitivitetstræning er the new frontier. En cand.mag. i hvidhedsstudier kan være på trapperne.

Både højre- og venstrefløjen, politikere og forskere er enige om, at der er alvorlige problemer med etniske mindretals integration i Danmark. Hvad er årsagen? Nogle få forskere og samtlige højrefløjspolitikere placerer skylden hos indvandrerne og efterkommerne selv. Indvandrerne klumper sig sammen i boligområder, lever i patriarkalske familier og vil ikke tilegne sig de kompetencer eller det værdisæt, der kan få dem til at uddanne sig, skaffe sig job og integrere sig. Nogle få »vil ikke Danmark«. I denne optik er løsningen en kombination af pisk og gulerod, en billet hjem og udvisning.

En anden forklaring kommer fra det store flertal af landets indvandrerforskere. Indvandrerproblemet er enten overdrevet eller skyldes danskernes racisme, samfundets marginalisering og et ufølsomt bureaukrati. Problemet er ikke indvandrernes levevis, men danskernes indre svinehund. Dansk racisme viser sig i folks blik på gaden, på sagsbehandlingskontoret, i ghettolovgivningen, i jobsamtalen og i mediernes negative fremstilling af indvandrere som problemer. Den antiracistiske forskningsdagsorden er at opspore dansk racisme som hindring for indvandrernes trivsel. Denne mission giver forskerne en moralsk fordel: De føler, at de »hjælper de svage«. Hvem vil ikke det? Så kan velformulerede indvandrere og deres forskervenner få en niche som racismeeksperter i me­dierne. De kan også lede kurser, hvor offentligt ansatte bliver belært om, hvordan deres hverdagshandlinger indeholder skjult hvidhedsracisme.

Hvidhed er ikke nødvendigvis nonsens. Man har studereret hvidhed og raceopdeling i fx Sydafrika under apartheid, i kolonihistorien eller i de amerikanske sydstater. Disse samfund var faktisk raceopdelte. Diskrimina­tion foregik både med lov og i hverdagslivet. Men når modebevidste akademikere her i Norden tager hvidhedsdiskursen til sig, glemmer de, at vi lever i et helt andet univers. Tag for eksempel den berygtede danske ghettolov. I Sydafrikas ghettoer, town­ships, blev de sorte borgere juridisk holdt inde. Dansk ghettolovgivning, trods det uheldige navn og den etniske slagside, er ikke lavet til at spærre folk inde.

Tværtimod. Formålet med loven er at sprede indvandrere ud i samfundet. Problemet med de danske »ghettoer« er, at indvandrerne helst vil blive der. Velfærdsdanmark er ikke Apartheidsydafrika, ej heller Ku Klux Klan i Alabama.

Har indvandrerforskning noget at byde på? Kan vi finde »den troværdige indvandrerforsker«? Ja, men så må denne troværdige antiracistiske indvandrerforsker være parat til at gøre alle sider af det politiske spektrum lige utilfredse: højrefløjen, den progressive venstrefløj, ja, selv indvandrerne. Det er let at påpege, at danskerne kan være småtskårne, at racistiske handlinger foregår i hverdagen, og at integrationskravene kan være bureaukratisk urimelige.

Men vores troværdige antiracistiske forsker skal også være i stand til at beskrive de mørke sider af indvandrerliv, som ikke skyldes dansk racisme eller bureaukratisk formynderi. Dansk racisme er ikke årsagen til vold mod børn og ægtefællen, patriarkalsk social kontrol, tvungne genopdragelsesrejser, ære og skam-mentaliteten, ungdomskriminalitet, glorificering af bandemiljøet, religiøs fundamentalisme, sort arbejde, velfærdssvindel og foragt for visse danske frihedsværdier og frisind. I kritikken af disse praksisser må vores troværdige antiracistiske forsker løbe den risiko, at indvandrere og de højtråbende antiracistiske aktivister ikke kan lide deres »messy truth«. Og »the messy truth« i indvandrerforskningen er, at ikke alle indvandreres elendighed skyldes dansk racisme eller »bureaukratisk vold«.

Samfundsforskere må leve med den risiko, at de folk, vi gerne vil hjælpe, bliver vrede på os. Denne risikovillige indstilling savnes i det danske indvandrerforskermiljø, hvor vi akademikere er optaget af at fremme egen karriere, skaffe fede bevillinger, vise lange publikationslister og ikke krænke nogen. Den troværdige indvandrerforsker skal have rygrad. Er der nogen derude?