Kennelklubben. Hvilken rolle skal hunden spille i den feministiske teori? I Donna Haraways tænkning er det spørgsmål ingen vittighed.

Verden er en knude i bevægelse

Jeg sidder i en grøn stol i mit arbejdsværelse. Uden jeg ved det, ændrer mit verdensbillede sig. En varme spreder sig i mine synapser. Jeg oplever en lykke ved at blive klogere, en glæde ved at læse en bog, der korrigerer kompasset.

På gulvet ligger en shih tzu. Den er kategoriseret som selskabshund. Dyret er lille, pelset på en måde, der ville gøre dens overlevelse i naturen umulig. Den har et skrøbeligt tandsæt, er instinktsvag og ynder at opholde sig tæt på de mennesker, den er afhængig af.