I en timelang telefonsamtale den 2. januar forsøgte Donald Trump at presse Georgias indenrigsminister, Brad Raffensperger, til at finde de 11.780 stemmer, Trump mangler for at vinde i delstaten. Det fik to demokratiske kongresmedlemmer til at anmode FBI om at åbne en straffesag imod Donald Trump. Og ønsket om at retsforfølge ham er formodentlig ikke blevet mindre efter det chokerende angreb på The Capitol den 6. januar kort efter Trumps opfordringer til sine støtter om at »fortsætte kampen« og »marchere mod kongressen for at sende en besked«.
Det er forståeligt. Ingen bør være hævet over loven, og Trumps opkald ligner grangiveligt et forsøg på valgsvindel eller ligefrem på en såkaldt autogolpe, en form for statskup, hvor man som oprindeligt lovligt valgt leder ulovligt nægter at træde tilbage og overlade magten til ens lovligt valgte afløser. I lyset heraf kunne det umiddelbart se ud til at være det eneste rigtige at indlede en straffeproces, så Trump kan straffes, hvis han findes skyldig.
Men der er alligevel grund til at tro, at det i hvert fald lige netop nu kan være en temmelig dum idé at insistere på at åbne en straffesag imod den endnu siddende præsident. For netop nu er der under to uger til, at Trump efter planen skal overdrage magten til Biden, og Trumps hidtidige modvilje mod at acceptere valgnederlaget og hans stedse mere desperate forsøg på at ændre udfaldet har skabt en stigende bekymring for, om han for alvor vil nægte at afgive magten frivilligt og fredeligt.
Observatører melder således om intens nervøsitet fra starten af det nye år i Washington og særligt i og omkring Pentagon. En nervøsitet, der den 3. december manifesterede sig ved, at alle ti nulevende tidligere forsvarsministre følte sig kaldet til i Washington Post indtrængende at opfordre præsidenten til ikke at involvere millitæret i sin kamp for at bevare magten.
Det rationelle valg
Det er i denne anspændte situation, man kan være alvorligt bekymret for, hvilken effekt den aktuelle trussel om retsforfølgelse og straf risikerer at have på Trumps adfærd de sidste to uger af hans (lovlige) præsidentskab. Særligt hvis man skeler til nyere forskning i straffens virkninger under lignende omstændigheder.
I straffefilosofien taler man om fred vs. retfærdigheds-dilemmaet. I kort form handler det om, at truslen om straf under særlige omstændigheder kan virke mod sin hensigt. I stedet for at virke kriminalpræventiv gennem afskrækkelse kan straffen virke kriminogen, det vil sige, at den kan forårsage eller fremprovokere forbrydelser i stedet for at forhindre dem. Det kan truslen om straf gøre, fordi dens blotte eksistens under sådanne omstændigheder i modsætning til normalt gør forbrydelsen til en rationel handling for den, der trues.
Kernen i fred vs. retfærdigheds-dilemmaet er dermed, om man under disse omstændigheder bør opretholde en trussel om straf og insistere på retfærdighed for enhver pris, eller om man bør lade truslen falde og forbryderen gå fri for at forhindre yderligere forbrydelser og sikre freden.
Dilemmaet opstår i mange forskellige sammenhænge. Det er velkendt i forbindelse med traditionel kriminalitet i nationale sammenhænge, for eksempel når politiet rykker ud til et bankrøveri og omringer banken, mens gerningsmændene endnu er derinde. Eftersom bankrøverne vil blive straffet, hvis de bliver fanget, giver politiets tilstedeværelse dem et incitament til at gøre, hvad de kan for at undgå dette, inklusive at tage gidsler.
Dermed risikerer politiets indsats i kraft af den trussel om straf, som indsatsen indebærer, at fremprovokere yderligere forbrydelser, som ellers ikke ville være begået. Det skete for eksempel under Gladbeck-gidseltagningen i Tyskland 1988, hvor politiets ankomst under et bankrøveri førte til, at gerningsmændene tog flere gidsler, og at de slog to gidsler ihjel, inden det efter to dages flugt lykkedes politiet at få situationen under kontrol. To menneskeliv, man ellers ville have sparet, hvis man til at begynde med i stedet havde opgivet truslen om straf og givet bankrøverne frit lejde.
Krigsforbryderens sidste træk
Men fred vs. retfærdigheds-dilemmaet kendes også og måske især fra internationale sammenhænge i forbindelse med forbrydelser begået under igangværende væbnede konflikter. Her opstår det, når siddende diktatorer og militære ledere har gjort sig skyldige i folkedrab eller krigsforbrydelser, og for eksempel den Internationale Straffedomstol (ICC) udsteder en arrestordre på gerningsmændene.
Når den anklagede for en forbrydelse er ekstremt magtfuld og (endnu) har kontrol med militæret, bliver indsatserne skaleret op, og omkostningerne ved at insistere på, at retfærdigheden sker fyldest, risikerer at vokse sig voldsomt store.
I sådanne situationer har arrestordrer derfor altid været et meget kontroversielt træk særligt blandt fredsforhandlere, fordi man dermed fjerner ethvert incitament hos de pågældende politiske/militære ledere til at søge en fredelig udgang på konflikt og evt. magtoverdragelse. Kort sagt fordi disse ledere ved, at i det øjeblik, de nedlægger våbnene, vil de være hjemfaldne til straf for de forbrydelser, de har begået. Sådanne konflikteskalerende virkninger kunne blandt andet ses efter ICCs arrestordrer mod Omar al-Bashir i Sudan i 2008 og Muammar Gaddafi i Libyen i 2011.
I det vilde vesten kaldte man mennesker, der har begået forbrydelser, men stadig er på fri fod, for desperadoer. Det er en passende betegnelse, fordi disse mennesker har fået den almindelige menneskelige incitamentsstruktur perverteret. I kraft af deres tidligere forbrydelser er de allerede hjemfaldne til straf. Det gør dem farlige, desperate, fordi de vil gøre hvad som helst for at undgå at blive fanget.
Det er blevet påpeget, at Trumps narcissistiske og megalomane personlighedstræk gør selve valgnederlaget til en voldsom trussel mod hans skrøbelige selvbillede, hvilket bidrager til forståelsen af, at han for at holde det skjult for sig selv allerede balancerer tungt på kanten af ulovligheder.
Men med introduktionen af en konkret trussel om fængselsstraf for Trumps hidtidige forsøg på at sabotere valget kan man frygte, at han bliver skubbet det sidste stykke ud over kanten; at han bliver en ægte desperado, der vil gøre alt inklusive at begå et åbent statskup for at blive ved magten og undgå straf.
Retfærdigheden kan vente
Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal opgive ethvert håb om at efterforske og om nødvendigt retsforfølge og straffe. Fred vs. retfærdigheds-dilemmaet er netop et dilemma. Uanset at truslen om straf lejlighedsvis kan være kontraproduktiv, så er der grund til, at retssystemet som altovervejende hovedregel fastholder altid at straffe.
Når man normalt ikke lader hverken bankrøvere eller krigsforbrydere gå, så skyldes det nemlig, at man ikke vil give indtryk af, at retssystemet er modtageligt for afpresning. Hvis man ikke vil signalere til den næste bankrøver eller krigsforbryder, at de kan begå deres forbrydelser straffrit, når blot de truer med endnu flere forbrydelser, så er det altafgørende, at systemet virker med en ubønhørlighed og automatisme, der på forhånd slukker ethvert håb om »forhandling«.
Men når det er sagt, er det også klart, at der i retsudøvelsen må være rum for en vis smidighed og pragmatisk snusfornuft. Det er alligevel de færreste, der abonnerer på kejser Ferdinand 1.s slogan »Fiat justitia, et pereat mundus« – Lad retfærdigheden ske fyldest, om så verden skal gå under.
I USA er der som sagt under 14 dage tilbage af Trumps præsidentskab, og retfærdigheden lider næppe et afgørende tab ved at vente lidt endnu med at tale meget højt om ambitionerne om at retsforfølge ham. Tværtimod risikerer man, at han reagerer ved i bedste fald blot at give sig selv amnesti; i værste fald ved – som en ægte desperado – at undslå sig retfærdigheden ved magt.
Can I Be Brought before the ICC? Jeßberger & Geneuss (ed.): Why Punish Perpetrators of Mass Atrocities? Cambridge University Press 2020.
