Da jeg var barn, tog min mor mig på legepladsen i Skydebanehaven på Vesterbro. I det ene hjørne var et kravlenet, jeg i min erindring stadig ser gennem barneøjne: knejsende højt som en katedral. En dag gik jeg op til nettet, kravlede op, faldt ned, kravlede op, faldt ned, kravlede op og faldt ned. Min mor spurgte mig, hvad der var galt, allerede angst for skader på balancenerven og brækkede knogler. Men mit fireårige jeg svarede med fireårig sorgløshed: »Jeg øver mig på at falde.«

Nu virker den sætning absurd. At falde er netop det, man ikke kan øve sig på. Det er det øjeblik, man mister kontrollen og må overgive sig til tilfældet. Mit indre barn ville have styr på selv den handling, man mindst kan styre, men måske havde han alligevel fat i noget. Måske er det netop, når ens vilje er sat ud af spil, at man opdager, at man har den. Man bliver bevidst om sig selv i faldets øjeblik, for alt det man tager for givet i dagens vante gang – motorik og balance, kontrol over egne lemmer – snubler til syne, og man ser sig selv som krop. Pludselig bliver det pinligt klart, hvor indviklet et system af knogler og led, vi normalt går rundt med og tror, at vi fejlfrit kan styre.