Jeg skriver dette til vellyden af Ella Fitz­geralds »I Can’t Give You Anything But Love, Baby«. I sin digteriske gennemskrivning af de menneskelige sanser er Pia Tafdrup nemlig nået til høresansen, og i et lydsensitivt digt med den fremragende titel »Danske dagliglyde« kalder hun Ella Fitzgeralds gyldne stemme til assistance for at skabe ro i hverdagskakofonien, hvor vækkeuret »saver gennem kranieskallen« og sætter strømmen af morgenlyde i svingninger.

»Jeg lider ikke af had til lyde,« bedyrer jeget, men hun registrerer alt gennem øret: Naboen nyser, skaden skræpper, et barn kalder, vand suser gennem faldstammen, portdøren smækker, cykler skramler, klokker ringer, gummidæk mod asfalt. Og så: I Can’t Give You Anything But Love, Baby.