Svingninger. Et kollektiv i Køge lærte mig vigtige lektier om musik, rusmidler og Anders Ands arbejdsliv, der pludselig føles påtrængende.
Kammerjunkerfabrikken
Som ung besøgte jeg ofte et kollektiv. Selv om det lå forskrækkeligt langt ude på landet, fandt jeg der den sære blanding af hæmningsløs frihed og tryghed og varme, som en teenager har så stort behov for. Det var lidt ad omveje, jeg havde lært beboerne at kende. En annonce i Ekstra Bladet fra en 15-årig digter i Køge, der søgte ligesindede at spille sine børnerocksange med. »PS. Jeg spiller Fender« sluttede annoncen, og hvem kan sige nej til dét?
Da bandet Ildhjul havde spillet et par koncerter, gik gassen lidt af vores ungdomsoprør; kommunen vandt (som en af sangene hed, fordi det altid var nogle andres skyld), og den aparte trio trodsede evolutionen, sprang adskillige stilarter over og begyndte at spille country.
Del: