Boldmagt. Den åbne krig mellem UEFA og Manchester City trækker tråde til Mellemøsten og kan få vidtrækkende konsekvenser for europæisk fodbold.

Dom over imperiet

Fodboldens elite ryster fortsat oven på sidste uges tektoniske forskubbelser. Det er således svært at overvurdere betydningen af dommen over den engelske mesterklub Manchester City. Efter længere tids tilløb valgte det europæiske fodboldforbund, UEFA, at udelukke Manchester City fra de kommende to sæsoners Champions League som følge af »alvorlige brud« på det såkaldt Financial Fair Play-reglement (FFP), svindel med regnskabet og for ikke at ville samarbejde med myndighederne. Klubben har anket afgørelsen til den internationale sportsdomstol i Lausanne.

Manchester Citys ejer siden 2009, investeringsfonden Abu Dhabi United Group, er blevet kendt skyldig i af egen lomme at have betalt et stadion- og trøjesponsorat, som ellers blev præsenteret som en selvstændig aftale med flyselskabet Etihad Airways. Problemet er, at Etihad Airways kontrolleres af kongefamilien i De Forenede Arabiske Emirater, hvis vicepre­mierminister, sheik Mansour, er Manchester Citys ejer. Sponsoraftalen fra 2012 er tiårig og indbringer klubben tæt på fire milliarder kroner. Manchester City har dermed kunnet styrke sin økonomi og samtidig omgå UEFAs regler for balance mellem sportsrelaterede udgifter og indtægter og i smug bryde loftet for pengetilførsler direkte fra klubbens ejer.

Fra ét perspektiv er dommen, der tilmed koster klubben en bøde på en kvart milliard kroner, ingen overraskelse. Det er næsten et år siden, at UEFAs Club Financial Control Body, der monitorerer klubbernes økonomi og ledes af den portugisiske EU-dommer José Narciso da Cunha Rodrigues, indledte undersøgelsen af Manchester City.

Alligevel falder dommen som en granat. UEFA har tidligere straffet flere små og mellemstore klubber for brud på reglerne, og sidste sommer blev også den skrantende traditionsklub Milan udelukket fra Europa League. Men Europas økonomiske top er sluppet med symbolske bøder.

Ifølge whistleblowerplatformen Football Leaks skyldes det, at UEFA har opretholdt en hemmelig ikkeangrebspagt med de største klubber, som forbundet godt ved er afgørende for europæisk fodbolds status, kommercielle styrke og globale appel.

Men for fodboldens myndigheder har netop Manchester City længe været en sten i skoen. UEFAs præsident, Aleksander Čeferin, der kom til magten i 2016 på et løfte om at rydde op og skabe transparens, har længe set med skepsis på den engelske klubs outsourcing af omkostninger. Det gælder både det uigennemskuelige ejerskab og de imperiale drømme, der udgår fra hovedkvarteret på det verdensførende træningsdomicil Etihad Campus.

Manchester City er centrum i et verdensomspændende netværk, City Football Group, der tæller datterklubber i Europa, Nordamerika, Australien og Asien, kvinde- og ungdomshold, et voksende engagement i e-sporten og tætte samarbejder med fodboldklubber og -organisationer i Sydamerika og Vestafrika.

I 2018 viste dokumenter fra Football Leaks, at FC Nordsjælland har underskrevet en aftale, der forpligter Superliga-klubben til at videreekspedere særligt dygtige ghanesiske talenter til Manchester City. Talenter rekrutteret gennem klubejer Tom Vernons vestafrikanske udviklingsprogram Right to Dream.

Manchester Citys ublu ekspansionsiver har givet klubben mange fjender. En konkurrerende klubdirektør i Premier League har kaldt City Football Group for en forskønnende »spejlsal«, sat i verden for at dække over moderklubbens overforbrug. Juventus-præsident Andrea Agnelli har beskyldt Manchester City for »økonomisk doping«, mens den altid åbenmundede, spanske ligaforeningsformand Javier Tebas har sagt, at klubben »pisser i europæisk fodbolds svømmebad«. »Bedre sent end aldrig!« jublede Tebas i et tweet umiddelbart efter sidste uges dom.

Retorikken er en krig værdig. Manchester City beskylder UEFA for at stå i spidsen for en heksejagt orkestreret af en gruppe af konkurrerende klubber, der ønsker at beskytte deres privilegier. Heriblandt Paris Saint-Germain, der ejes af kongefamilien i Qatar og ikke ligefrem er på kram med City-formand Khaldoon Khalifa al-Mubarak og resten af eliten i Dubai og Abu Dhabi.

Set fra Manchester har qatarerne længe fået særbehandling, ikke mindst i forbindelse med tildelingen af VM 2022-værtskabet. Paris Saint-Germains ejer, Nasser Al-Khelaifi, har desuden sæde i UEFAs eksekutivkomité, der blandt andet udpeger medlemmerne i Club Financial Control Body, Citys banemænd.

»Vi vil sejre!« skrev klubdirektør Ferran Soriano i en mail til sine ansatte, der blev bedt om ikke at kommentere sagen på sociale medier. »En nede, seks tilbage,« hoverede en af klubbens advokater i en intern mail (bragt i Der Spiegel), da et medlem af UEFAs syv mand store anklagemyndighed døde i 2018. Om The City Way spurgte Guardians Jonathan Liew forleden retorisk:

»Virker disse mennesker (sheik Mansour og Al-Mubarak, red.) som typerne, der bliver intimideret af en paragraf i UEFAs Financial Fair Play-lovgivning? Vil et regime, der bryder FNs våben­embargo mod Libyen, mon sætte en ære i at overholde bureaukratiske processer? Mon en familie, der råder over verdens største yacht, som angiveligt har eget missilsystem, håndterer en hård straf med ydmyghed?«

Ingen af parterne kan tåle at tabe kampen, der kan få vidtrækkende konsekvenser for europæisk fodbold.

En toårig Champions League-karantæne kan få fatale konsekvenser for Manchester City, der ifølge ESPNs analytiker Gabriele Marcotti vil gå glip af en milliard kroner om året – eller hvad der svarer til godt en femtedel af den årlige omsætning – i mistede tv- og præmiepenge samt reducerede indtægter fra stadionentré og sponsorer. Sker det, vil klubben være nødsaget til at reducere lønniveauet og dermed blive mindre attraktiv for de bedste spillere.

Har Manchester City derimod held med at omstøde dommen, kan det være begyndelsen til enden for UEFAs regulering af fodbolden. Vurderer den internationale sportsdomstol, der forventes at træffe sin afgørelse til sommer, at rettergangen har været problematisk – City beskylder UEFA for at have lækket fortrolige oplysninger til medierne – vil andre topklubber næppe holde sig tilbage fra at teste UEFAs magt.

Manchester City har også en anden mulighed, nemlig at indbringe sagen for den schweiziske højestret og eventuelt EU-domstolen og dermed bryde med et af den professionelle fodbolds bærende principper: at ordne sportens anliggender i sportens eget system.

Her kan det for alvor blive farligt for UEFA, der, som fodboldhistorikeren Jonathan Wilson har påpeget, opererer i en prekær dobbeltrolle: På den ene side er man myndighed, på den anden side er man kommerciel aktør med en milliardomsætning og som sådan forretningsforbindelse til de klubber, man skaber de politiske rammer for. Dette er grunden til, at UEFA i de senere år har givet de største klubber, hvad de peger på, i form af flere turneringspladser og større præmiegager. Og det er formentlig også grunden til, at man ikke også har valgt at retsforfølge en klub som Paris Saint-Germain. Forbundet har ikke politisk råd til at lægge sig ud med mere end én mastodont ad gangen.

Bolden har det med at rulle videre gennem verdens ævl, kævl og storpolitk, og udelukkelsen af Manchester City gælder først fra næste sæson.

Det betyder, at klubben onsdag møder Real Madrid i Champions Leagues ottendedelsfinale. Madrilenerne, der er en del af den traditionelle elite, som City mener sig bagholdsangrebet af. Madrilenerne, hvis hovedsponsor siden 2013 har været flyselskabet Emirates, der betaler en halv milliard kroner årligt for ulejligheden. Emirates, der er ejet af den samme arabiske kongefamilie, som også ejer Etihad Airways, City Football Group og Manchester City.

Og sådan er europæisk fodbold så lunefuld.