Gravrystende. Kaktusser taler, det flyder med indvolde, og dræbte minoriteter får ordet i en boliviansk novellesamling, der er lige så rå, som den er velskrevet.
Verden er langtfra død
Den oversatte litteratur har trange kår, og de store forlag satser i stigende grad på sikre salgssuccesser. Det betyder flere romaner skåret over en læst, læserne kender i forvejen, mere »bogen bag filmen«, flere gamle bøger pyntet med nye forord – og færre overraskelser. Vil man overraskes, må man ofte gå til de mindre forlag. For tiden er det dem, der gør verden stor. Eventyrlystne læsere kan med fordel holde øje med Forlaget Silkefyret. Foruden en serie med ny dansk litteratur af den kortere slags udgiver forlaget to serier med oversat litteratur, og her kan man virkelig gøre interessante nye bekendtskaber. Senest den bolivianske forfatter Liliana Colanzi med novellesamlingen Vores døde verden. Bogen er hendes tredje og fra 2016.
Titlen er ganske retvisende, for døden løber gennem de otte, velkomponerede noveller som en rødbrun tråd. En gris bliver hamret ihjel, en barnepige knuser lus mellem tænderne, og en astmasyg dreng ender blåkvalt i sin seng. En mystisk bølge driver de studerende i Santa Cruz til selvmord. Trafikanter forulykker i junglen, en kannibal er løs i Paris, og en dreng bliver besat af en blodtørstig Mataco-indianer. I en koloni på Mars opløses rumpionererne langsomt af stråling og ensomhed. Og lægen, der skjuler sig for patientklagenævnet på en sukkerrørsplantage, hjemsøges af den kvinde, han har dræbt.
Del: