Jeg mødte Jacques Roubaud til en litteraturfestival i sydfranske Tarascon i 1991, stor, halvskaldet, meget gammel (tænkte jeg dengang), pæreformet, en fransk Rifbjerg, men mild, underfundig, opmærksom. Han var der med sin lille, rødhårede kæreste, de festede lystigt på værelset inde ved siden af. Jeg var der med nogle fra Forfatterskolen: Christina Hesselholdt, Janus Kodal og Hans-Erik Larsen. Per Aage Brandt, vores lærer, havde plukket os ud og taget os med. Han arrangerede også, at vi kunne få lov at »videreføre« et fransk tidsskrift for oversat litteratur, Banana Split, som netop var gået ind. Så vi drog ud som forfatterspirer og vendte hjem som tidsskriftsredaktører!

Et halvt år efter udkom første nummer i stort rødt format, og Jacques Roubaud var hovednavnet ved en oplæsning i Huset i Magstræde, hvor han læste et meget langt og luftigt digt, »Dire la poésie«, som handler om at læse digte op, at sige poesien, og han læste, kan jeg huske, meget langsomt.