Kronik. Danske topledere får alt for meget i løn. De er ikke pengene værd.

Et overbudskapløb

Et overbudskapløb

 

Af Lars Lundmann, forfatter til bogen »Du skal ikke være dig selv – erhvervspsykologens guide til at få det job, du gerne vil have«.

Danske toplederes høje lønninger er igen i vælten. Mange er forargede, og Jacob Mark (SF) foreslår, i Politiken, 24. januar en politisk regulering af topchefers lønninger. Jeg er ikke forarget, og jeg foreslår heller ingen politisk løsning. Jeg vil i stedet forklare, hvor naive og nyttesløse virksomhedernes argumenter er for at tilbyde meget høje lønninger til deres topchefer.

Den første forkerte idé: »Som topleder har man et stort ansvar at leve op til.«

Selvfølgelig har man et stort ansvar som topleder. Men hvem har ikke det? Prøv at forestille dig, at pædagogen i dit barns børnehave glemmer dit barn udenfor om vinteren. I værste fald fryser dit barn ihjel. Sammenhold det med en topchef, der mister halvdelen af din virksomheds omsætning. Hvem vil du være mest sur på? Hvem får aldrig lov til at varetage et tilsvarende job igen? Hvem vil du trække i retten?

Det er retoriske spørgsmål, og de færreste vil være i tvivl om svaret. Som pædagog eller sygeplejerske har man ofte ansvar for det, som betyder allermest for mennesker – nemlig menneskers liv og udvikling. Til gengæld får man, sammenlignet med mange topchefer, en beskeden løn.

Om en virksomhed vækster, handler om mange andre forhold end topchefen: de øvrige medarbejdere, konjunkturer, udbud og efterspørgsel, lovgivning og meget andet. Selvfølgelig er topchefen også en brik i dette, og selvfølgelig har man ansvar som topleder, men det har alle andre også. Når topchefer så endelig skal påtage sig et ansvar for underskud eller fusk, så vil de, hvis det er til deres egen fordel, forsøge at placere det andetsteds. Det lykkes tit, fordi de har ressourcer til at gøre det.

Den anden forkerte idé: »Det er svært at tiltrække kompetente topledere, derfor må vi lokke de bedste til med en høj løn.«

Faktisk er det meget lettere at tiltrække kompetente topledere end eksempelvis kompetente ingeniører, IT-professionelle og sundhedsfaglige medarbejdere. Når der søges ledere i danske virksomheder, er der ofte en del flere (kompetente) ansøgere end til andre stillinger. Det kan blandt andet hænge sammen med, at det sjældent kræver en specifik uddannelse at være topleder. De fleste jobs er svære på hver sin måde. Det er svært at være en god topleder, og det er svært at være en god cykelmekaniker.

En »kompetent topleder« kan være på alle mulige måder. De specifikke kompetencer, som det kræver at være topleder, varierer fra organisation til organisation, men ligesom med andre kompetencer, så kan de fleste lære dem, hvis de er motiverede. Ja, du kunne også blive en god topchef i Mærsk, hvis du fik chancen. Det gør du bare ikke, for du har ikke det CV, som bestyrelsen og headhunterne mener, er vigtigt.

I de fleste rekrutteringsprocesser vurderer man oftest kun ansøgernes erfaringer – ikke deres kompetencer, for dem kan man sjældent vurdere i en traditionel rekrutteringsproces. En ansøgers erfaringer kommer ofte fra en anden organisation med en anden kultur med andre kolleger, andre opgaver og under andre omstændigheder. Alt sammen faktorer, som påvirker ens performance, og som gør, at man ikke uden videre kan overføre erfaringer fra en virksomhed til en anden. Holder man op med at kigge på erfaringer, når man rekrutterer, vil man også opleve, at der er mange, som kunne blive gode topchefer et givent sted, hvis de altså er motiverede og i stand til at lære nyt.

Den tredje forkerte idé: »Lønnen er en meget vigtig motivationsfaktor.«

Løn er ikke en afgørende motivationsfaktor for særlig mange. Det er tiltrækkende med en høj løn, men det gør os ikke mere (eller mindre) motiverede i vores arbejde. Det er noget andet, som tænder den motivation (for eksempel anerkendelse, meningsfyldte formål, fællesskab, interesser, holdninger og ens kompetencer, for blot at nævne nogle få). Motivation er primært psykologisk – ikke materiel.

Tror du i øvrigt, at Søren Skou, som er topchef i APM Mærsk, og som får omkring 18 millioner kroner i årsløn (med incitamentsprogram løber det op i cirka 30 millioner kroner), ville sige nej til jobbet, hvis han »kun« fik 15, 12, 10 eller »blot« fem millioner kroner for den sags skyld? Det er da klart, at han nok vil kæmpe for at få så meget som muligt, men hvem gør ikke det? Og måske vil han også synes, at virksomheden er fedtet, hvis andre virksomheder af samme størrelse betaler meget mere, end han får. Men ville han sige nej til jobbet?

Jeg kender ikke Søren Skou personligt, men hvis han er som de fleste andre (og det er han nok), ville han kun sige nej, hvis han ikke var motiveret for jobbet og/eller vidste, at han kunne få mere i løn et andet sted, hvor han var lige så motiveret for jobbet.

Og her dukker et af hovedproblemerne ved høje topcheflønninger frem: at virksomhederne overbyder hinanden i deres illusion om, at løn er en afgørende motivationsfaktor, og at der findes helt unikke ledere, der kan noget så godt, som ingen andre kan. Det er denne illusion, som er grundproblemet, der gør, at lønnen presses op – uden grund.

Høje lønninger skyldes dumhed. De skaber øget ulighed og får almindelige lønmodtagere til at føle sig mindreværdige. For selvfølgelig ser man som beslutningstager sine medarbejdere som meget mindre værd, hvis deres løn er meget mindre end ens egen. Jeg mener dog ikke, at løsningen er lovgivning, men snarere at man (bestyrelser og dem, som bliver betaget af folk med høje lønninger) starter med at indse, hvor naivt og ureflekteret begrundet disse lønninger er. Man fristes til at tro, at det er ubegavede og ureflekterede mennesker, som beslutter at give de høje lønninger. Som kunde kan man så spørge sig selv, om man vil handle med den slags virksomheder. Det kræver med andre ord ikke ny lovgivning at regulere lønnen.

Hvis vi fjerner illusionen om et særligt slags overmenneske, der kaldes for topledere, så vil problemet formentlig løse sig helt af sig selv. Og her kommer så den banebrydende konklusion: Topchefer er almindelige mennesker, som folk er flest – ikke mere eller mindre kompetente, ikke klogere eller dummere, blot mennesker med alt for høj løn.

Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også interviewet med Thomas Piketty: »Økonomisk ulighed er ikke en normal tilstand, skønt den økonomiske elite vil have os til at tro det«

Side 15



        



De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank