HISTORIERNE ER UTALLIGE og næsten ubærlige. De handler typisk om kvinder, som er nødt til at opholde sig i isolerede, mørke rum, ude af stand til at bevæge sig på grund af lammende træthed, konstante smerter, voldsom følsomhed over for lys og lyde og meget mere.

Politiken berettede sidste år om 29-årige Marie Louise Ilsøe Gustavussen, en lovende danser og psykologistuderende, som er henvist til et mørkt rum i sine forældres hus på Fanø. Det eneste, hun magtede at sige til journalisten, der kom på besøg, var: »Undskyld, jeg kan ikke. Jeg er bare så træt og ked af det.«