Er det ikke på tide, i det mindste for en stund, at udskifte det svenske flag med et andet, som i højere grad afspejler den svenske virkelighed? Det svenske flag er smukt. Korset, som er en gengivelse af den kloge apostel Filips kors, er i den senere tid blevet til et lidelsens kors.

Korsets solgule varme er blevet til sygdommens, angstens og dødens farve, og den himmelblå baggrund, som korset tegner sig imod, er blevet til weltschmerzens og den blå times tårevædede hav. Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, statsminister Stefan Löfven, socialminister Lena Hallengren og indenrigsminister Mikael Damberg har grundigt besudlet vores smukke, blågule flag og lagt et permanent sort sørgeflor over det. Det bør derfor udskiftes med et nyt: et helt sort flag med kontrafejer af Tegnell, Löfven, Hallengren, Damberg og døden, så længe disse vore ledere sidder på stridshingstene og rider med i stedet for at kæmpe mod corona.

Anders Tegnell hæver en månedsløn på et pænt stykke over 100.000 svenske kroner, og man får nemt den mistanke, at han arbejder på akkord – jo flere der dør i Sverige af COVID-19, jo højere løn får han. Man lad ham endelig beholde lønnen, hvis bare den svenske offentlighed bliver fri for ham. Hans regelmæssigt tilbagevendende pressekonferencer i Sveriges Radio er ikke andet end en skindemokratisk fidus, hvor han fremlægger en række påstande, som med få undtagelser strider mod sandheden. Tegnells radioindlæg burde indskrænkes til to udtalelser: Takket være min embedsførelse er Sverige blevet af med x antal mennesker i dag. Og den sammenlagte dødelighed som følge af COVID-19 overstiger selv de sorteste pessimisters værste scenarie, så husk håndvask efter gravøllet.

Tegnell udtalte i oktober til avisen Chef, at han ikke ser nogen grund til at lade sig coronateste, og at han heller ikke er bange for at blive smittet. »Det er meget farligere at gå over et fodgængerfelt,« påstår han videnskabeligt. Löfven, Hallengren og Damberg forstår heller ikke, at når de ikke selv lytter til den svenske konge, til højtuddannede og erfarne professorer, til EU-eksperter og WHO-sagkyndige samt Coronakommissionens hårde kritik, når de med andre ord ikke lytter til nogen, er det heller ikke nærliggende at lytte til dem.

»Korsets solgule varme er blevet til sygdommens, angstens og dødens farve, og den himmelblå baggrund, som korset tegner sig imod, er blevet til weltschmerzens og den blå times tårevædede hav«. forklarer Vladimir Oravsky ovenpå coronaudviklingen i Sverige. Foto Naina Helen / Ritzau / Scanpix
»Korsets solgule varme er blevet til sygdommens, angstens og dødens farve, og den himmelblå baggrund, som korset tegner sig imod, er blevet til weltschmerzens og den blå times tårevædede hav«. forklarer Vladimir Oravsky ovenpå coronaudviklingen i Sverige. Foto Naina Helen / Ritzau / Scanpix NAINA HELEN JAMA

Tegnell søger efter evidens. Han burde se lidt på, hvad Mette Frederiksen har opnået i sin kamp mod COVID-19, og hvordan hun har reddet det land, som det danske folk har overladt i hendes varetægt. Tegnell kan også se på, hvordan Finlands statsminister, Sanna Marin, Norges statsminister, Erna Solberg, eller Angela Merkel har håndteret den livstruende krise. Hvis disse eksempler er geografisk alt for tæt på for Tegnell, og han har svært ved at se skoven for bare træer, kan han rette sit evidenssøgende blik mod premierminister Jacinda Ardern og det New Zealand, som hun tager ansvar for.

Forskere ved universitetet i den norske by Tromsø har sammenlignet dødeligheden i Norge og Sverige under coronapandemien. Mellem juli 2019 og juli 2020 mistede Sverige 45.850 leveår. Men de rigtigt alarmerende dødstal påførte kvartetten Tegnell, Löfven, Hallengren og Damberg først Sverige senere.

Overdødeligheden i Sverige er enorm, og årsagen forsøger Tegnell at bortforklare med, at Sverige har for mange indvandrere, at Sverige er for tæt befolket, at Sverige ikke er i fase med den øvrige verden, at de foregående års milde influenzasæsoner har gjort svenskerne mere modtagelige for coronasmitte, at kommuner og regioner er for slappe, at det er for tidligt at drage nogen som helst konklusioner – samt lignende hjemmelavede og fornuftsstridige påfund.

 

Oversat af Claus Bech.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk