Debatindlæg. Intet vil gøre kulturlivet mere irrelevant, marginaliseret og ufolkeligt end en satsning på identitetspolitik.

Det almenes krise

Museerne har for alvor vist sig relevante i kølvandet på bustesagen på Det Kongelige Kunstakademi. Ikke relevante i moderne forstand, hvor relevans er at tiltrække ressourcestærke skatteborgere eller turister fra den øvre middelklasse, eller hvad man nu finder på at måle på. Nej, museerne har gennem gode indlæg i dagspressen af blandt andre Ulla Kjær fra Nationalmuseet, Benjamin Asmussen fra M/S Museet for Søfart og Jakob Ingemann Parby fra Københavns Museum peget på, at der hersker en fejlagtig opfattelse af kolonihistorien i kunstkredsen omkring Det Kongelige Kunstakademi, at kolonihistorien ikke er et uudforsket eller tabubelagt område af Danmarkshistorien, samt konstruktivt peget på emner, som man med fordel kunne belyse yderligere. Et videns- og forskningsbaseret korrektiv til en ideologisk tilgang til historien, som vi skal sætte umanerlig stor pris på. Falsificering af dårlig viden gør museer og universiteter dybt relevante.

Den 24. november skrev museumsdirektør på M/S Museet for Søfart Ulla Tofte i et indlæg på Altinget, at identitetspolitik bør skrives ind i museumsloven. Det skulle, ifølge Tofte, ske som et opgør med den »almenhedslogik«, der præger museerne, hvor »statsstøttede museers opgave i udgangspunktet er at repræsentere det almene og fælles og ikke det særlige og personlige. Men det almenes logik udfordres i dag fra mange sider – ikke kun fra den radikale venstrefløj – også fra en lang række minoritetsgrupper«. Vejen til et sammenhængende samfund går, ifølge Tofte, gennem museer, der er inkluderende og flerstemmige. Dette også for at undgå et virvar af nye, minoritetsfokuserede museer. Det er prisværdigt, at Tofte tager hul på en tiltrængt debat. Målet om flerstemmige museer er jeg enig i. Men ikke midlet.

Synspunktet ligger i fin forlængelse af en stærk strømning hos museerne om, at man skal smide tidligere tiders tilstræbte neutralitet over bord og blive aktivistiske. Man vil ikke blot perspektivere fortiden, men også kæmpe for forandringer af nutid og fremtid. Det lå i sidste års forslag til en ny museumsdefinition fra museernes internationale organisation, ICOM, hvor museerne blandt andet skulle »bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velbefindende«. Det blev skudt til hjørne efter kritik fra flere lande, især europæiske, der fandt de aktivistiske elementer i definitionen for radikale og for præget af nutidige dagsordner. Disse kan i sagens natur hurtigt ændre sig og gøre det dagsaktuelle museums arbejde uaktuelt. Det konkrete eksempel med at skrive identitetspolitik ind i museumsloven kan illustrere faldgruberne. Lad mig uddybe.

Den bedste analyse af forholdet mellem det almene og singulære er skrevet af sociologen Andreas Reckwitz i Singulariteternes samfund. Hans pointe er, at der i senmoderniteten er byttet rundt på det almene og det særegne. Hvor man i moderniteten tilpassede sig det almene og realiserede middelklassedrømmene gennem almindeligt masseforbrug, så skal man i senmoderniteten tilpasse sig det særegne: Man skal være unik på arbejdspladsen, på rejserne og i sit forbrug. De bedste til at præstere i det samfund er de højtuddannede i den nye middelklasse, der hjemmevant iscenesætter det særegne både i arbejds- og fritidsregi. Her foregår en konstant positioneringskamp om, hvad der er særegent, og hvad der er overgået til almindelig, fodformet massekonsum.

Den traditionelle middelklasse ansat i servicesektor og produktion kan i den sammenhæng ikke få »opmærksomhedsøkonomisk værdi«, fordi deres, ifølge Reckwitz, konservative værdier ikke giver anerkendelse. Så de tyer til højrepopulisme og nationalisme, hvilket forstærkes, når den nye middelklasse hele tiden skaber nye symbolske forskelle, der skal adskille dem fra resten. Reckwitz’ analyse ender pessimistisk med, at han erklærer, at det almene vil komme i så stor krise, at samfundet falder fra hinanden, så staten ikke kan styre det.

Det almenes krise er for længst blevet omsat til politik: et forsvar for det almene. Det ses internationalt med Trump, Brexit og højrepopulisme. Og det ses herhjemme i en mere afdæmpet version med en socialdemokratisk nyorientering, der er blevet endnu tydeligere under coronakrisen. Her sættes hensynet til folkesundheden over økonomiske interesser. Her appelleres til nationale dyder som fællesskabsfølelse og samfundssind. Her er ikke megen konkurrencestat eller disruption til stede. Her slår ministrene tilbage mod politiserende, aktivistisk forskning på udlændingeområdet og angriber pseudovidenskab. Det gør sig endda gældende på det kulturpolitiske område med forskellige socialdemokraters ivrige fremhævelse af håndbold som kulturmarkør. Her gyser kulturlivet naturligvis over socialdemokraternes manglende dannelse, og omvendt gyser socialdemokraterne pubertært af fryd over egen frækhed. På den måde bekræftes identitetsmæssige tilhørsforhold på smukkeste vis. På et dybere plan er håndboldudmeldingerne et forsvar for det almene. Jeg kan i den sammenhæng ikke forestille mig noget, der vil gøre kulturlivet mere irrelevant, marginaliseret og ufolkeligt end en satsning på identitetspolitik. Det skulle da lige være, hvis man storsatsede på at belære befolkningen om FNs verdensmål. Nå ja, det gør man jo allerede.

Nu skal man ikke udfærdige en museumslov udelukkende ud fra de gældende politiske omstændigheder. Så ligesom jeg nødig ønsker identitetspolitik skrevet ind i museumsloven, ønsker jeg heller ikke håndbold som kulturpolitisk best practice skrevet ind i museumsloven. Men eksemplet viser, hvor vigtigt det er, at man også ser ud over sin egen samtids aktuelle dagsordner for ikke netop at fremstå uaktuel.

Tofte har ret i, at museerne skal være rummelige og flerstemmige. Men det skal ikke ske ved særhensyn. Museerne er rummelige og flerstemmige ved at stille samme krav til alle uanset baggrund. Det singulære skal med andre ord arbejdes ind i det almene. En tyrkisk lejlighed i Den Gamle Bys 1974-bydel er oplagt, da det er en væsentlig del af historien om 1970erne, at vi importerede gæstearbejdere. Vi er på Industrimuseet ved at lave en bosnisk lejlighed fra 1998, som kan fortælle historien om en befolkningsgruppe, der i stor stil arbejdede og arbejder i horsensianske industrivirksomheder. Museumsverdenen er fyldt med lignende projekter. Fortæl endelig de historier, hvor det er relevant for det enkelte museum og fagligt begrundet. Men gør det for at trække minoriteter ind i den almene historie om Danmark, ikke ud fra identitetspolitisk opløsning af det almene.

Ud fra en radikal identitetspolitisk logik kan de i indledningen nævnte korrektiver til de aktivistiske studerendes opfattelse af kolonihistorien i værste tilfælde kasseres som udtryk for hvid, hegemonisk magtudøvelse. En sådan kortslutning af den fælles samtale skal museerne ikke medvirke til. De skal være bolværket mod det.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk