Jeg vil ikke sige, at politikommissær Cecilie Mars fra Michael Katz Krefelds Nattens Udyr er behageligt selskab, hun er aggressiv, kort for hovedet med kort lunte, coke-misbruger og misbruger af latrinært sprog: »Lorteøen. Hun befandt sig på fucking Amager« – for at tage et mildt eksempel.

Hvad hun har af empati, skjuler hun så godt, at vi skal hen i slutningen af bogen, før man får et glimt af noget, der ligner følelser for andre: »Hun havde lyst til at kaste sig grædende for Annes fødder og bede om tilgivelse ...«