Man bliver indimellem mødt med en kommentar som: »Hvordan kan du dog være venner med ham, han mener jo noget helt forfærdeligt?« Kommentaren kan også have varianter som: »Man kan jo undre sig over dine venner,« underforstået: »De mener jo noget, vi to ikke er enige i?« Det undrer mig, hver gang jeg står over for det spørgsmål. Men den relative hyppighed, hvormed jeg møder spørgsmålet, har fået det til at gå op for mig, at der er mange mennesker, der finder, at enighed om politiske spørgsmål er den vigtigste ingrediens i et venskab. Jeg ved ikke, hvor udbredt den hypotese – og den praksis – er. Man kan måske gætte på, at den er mest udbredt i politiserede kredse som storbyintellektuelle, der fintmærkende følger debatten og løbende sonderer, hvad de synes, de skal mene om dit og dat, men det må afvente en grundigere sociologisk undersøgelse.

Før gennedlukningen hang jeg på en café og sad ved siden af fire veninder ved nabobordet. Deres samtale forløb cirka sådan: Et emne blev taget op, en begivenhed eller oplevelse blev bragt på bane, en eller anden havde gjort sådan og sådan, og så lød spørgsmålet: »Er det OK?« Så svarede de andre. I langt de fleste tilfælde med et kor: »Nej, det er ikke OK.« Så var den sag afhandlet, og den næste kom op, med lignende resultat. Sådan forestiller jeg mig middagsselskaberne hos de enige venner: Man er enige om at være enige og hylder det ved at gennemgå en række nylige sager, man er helt enige om.