Et æble er ikke bare et æble

Netop ankommet til kystbyen Aybourne for at studere biologi sidder norske Jo på sit hotelværelse og ser ud ad vinduet. »There, not there, there, not there,« hvisker hun til sig selv, mens hun betragter nogle øer, der dukker frem af en tæt tåge og forsvinder igen. Senere kigger hun på sit eget tis, der løber i en tynd stråle ned i kummen. Og endnu senere får hun mælk i teen på en café uden at have bedt om det. I løbet af de første, korte kapitler finder hun vej til campus, møder nogle af de andre udvekslingsstuderende og går i gang med at søge en studiebolig. Miljøskildringerne i anslaget til den norske musiker, forfatter og performancekunstner Jenny Hvals debutroman Perlebryggeriet (oprindeligt udgivet i 2009) er præget af noget, jeg i første omgang aflæser som Jos ungdommeligt melankolske blik for snavs og forfald. Et sløret fedtaftryk på en rude, et grågult tapet, falmet emalje, sukkerknalder i en skål dækket med støv.

Det regner, og asfalten bliver »sort og blank, som sneglehud«. Jo tager en sporvogn, hvor en fuld mand taber bukserne, og blandt de øvrige passagerer opstår »et pludseligt og ubehageligt fællesskab i vognen, et fælles, hurtigt bankende hjerte«. Senere hører hun inde fra sit hotelværelse en kinesisk studerende tale i telefon på gangen og ser i halvsøvne de fremmede ord for sig »som rækker af knive og skeer«. Så hører hun »hendes fødder trisse ud på badeværelset«. Og så bliver det weird: »Der trak hun pyjamasbukserne ned og satte sig på toiletsædet. Urinen begyndte at risle mod porcelænsskålen. I mørket tænkte jeg på om det ikke lød lidt tykt, at det var varm mælk der piblede ud af hende derinde.«