I dag, fredag, vedtager Folketinget at give næsten 3.000 indvandrede personer dansk statsborgerskab. Det har i flere år været en omstridt afstemning, hvor Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemmer nej. I år har De Konservative, der ellers har haft tradition for at stemme ja, besluttet sig for at stemme blankt. Det skyldes, at der er personer på listen, der har domme for kriminalitet.

Der er stigende politisk opmærksomhed omkring indvandrere og flygtninges kriminalitet, og det bevirkede, at det ved vedtagelsen af finansloven for 2019 blev besluttet, at Danmarks Statistik skulle udarbejde en udvidet statistik over kriminalitet i relation til herkomst, oprindelsesland og statsborgerskab.