Forskerfejden. Opdagelsen af elektromagnetismen for 200 år siden skyldes danskeren H.C. Ørsted og ingen anden — eller gør den?

Ørsted eller Romagnosi

Ørsted eller Romagnosi

Stridigheder mellem forskere udkæmpes ofte per stedfortrædere og post mortem, mange år efter forskernes død. Det kan dreje sig om de prioritetsstridigheder, videnskabshistorien er så rig på, og hvor nationale følelser ofte spiller en væsentlig rolle. For en lille nation som Danmark er det således vigtigt at slå fast, at opdagelsen af elektromagnetismen for 200 år siden netop skyldes danskeren H.C. Ørsted og ingen anden.

I det Ørsted-år, der nu går på hæld, indgik et umiskendeligt islæt af national stolthed. Det har dog ikke været helt så udpræget, som ved fejringen i 1920 af 100-året for opdagelsen, der meget passende faldt sammen med den nationale jubel over genforeningen. Som det dengang hed, så gjorde Ørsted »Danmark ære og hele verden gavn, og hver gang verden nævner ham, da nævnes Danmarks navn«. Men kan vi nu være sikre på, at det var Ørsted, der opdagede elektromagnetismen i 1820 og fem år senere også opdagede grundstoffet aluminium? Det kan vi nok, men helt ubetvivleligt er det nu ikke, for forskere har gennem tiden faktisk rejst tvivl om, hvem der fortjener æren.

En italiensk amatørfysiker ved navn Gian Romagnosi beskrev så tidligt som i 1802 magnetiske virkninger af det elektriske batteri, hvad der måske var en slags elektromagnetisk effekt. Kort efter Ørsted rapporterede sin opdagelse, blev han af en anden italiener, fysikeren Pietro Configliachi, anklaget for at have plagieret Romagnosi. Også senere er det blevet antydet, at Romagnosi i det mindste foregreb opdagelsen, og at Ørsted uretmæssigt så bort fra ham.

I dag anerkendes Ørsted også som opdager af det kolossalt vigtige metal aluminium, som han i 1825 isolerede ud fra lerjord, men i en næsten 100-årig periode var historien en anden. Den almindelige opfattelse var, at den tyske kemiker Friedrich Wöhler var den egentlige opdager, mens Ørsteds metalklump fra 1825 ikke var andet end en meget uren blanding af aluminium med andre stoffer.

Det var først i 1920, og karakteristisk nok i forbindelse med fejringen af Ørsted, at danske kemikere besluttede sig for at undersøge sagen. Ved at gentage hans gamle eksperimenter håbede de på at omstøde historiens dom og levere bevis for, at danskeren Ørsted og ikke tyskeren Wöhler var den sande opdager. Som Sønderjylland var blevet forenet med Danmark, ville kemikerne genforene Ørsted og aluminium.

Det nationalt motiverede projekt lykkedes i det store og hele, selv om der i 1920rne var en mindre kontrovers, hvor tyske kemikere kritiserede konklusionen om, at Ørsted i 1825 havde fremstillet aluminium, og Wöhler derfor blot havde stået på Ørsteds skuldre. Det tog tid, før Ørsteds prioritet blev almindeligt anerkendt, og selv i dag er der en vis usikkerhed. Det skyldes dog ikke så meget tvivl om, at Ørsted var den første til at fremstille urent aluminium, men mere den usikkerhed, der knytter sig til begrebet om en opdagelse. Begrebet er en noget elastisk størrelse, da det jo afhænger af de valgte kriterier for at have opdaget et nyt stof eller fænomen.

Ørsteds meddelelse fra 1825 var kortfattet og lettere kryptisk, og den indeholdt ingen oplysninger om aluminiums fysiske og kemiske egenskaber. Det var først med Wöhlers lidt senere og langt mere detaljerede arbejde, at det nye metal for alvor optrådte på kemiens landkort og senere også på industriens.

Der var dog ikke tale om en forskerfejde mellem de to videnskabsmænd, for den travle Ørsted interesserede sig ikke synderligt for aluminium og hilste det velkomment, at Wöhler påtog sig arbejdet med at udforske metallet nærmere. Han protesterede ikke, da samtidens kemikere gav Wöhler æren for opdagelsen. Først i 1920rne udspillede der sig en prioritetsstrid på vegne af de to for længst afdøde forskere.

Vi kan med sindsro slå fast, at Ørsted opdagede såvel elektromagnetismen som aluminium. Det er et helt andet spørgsmål, om disse vigtige opdagelser så bidrager til Danmarks internationale ære og anseelse eller i det mindste burde gøre det.

Side 53






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank